46
Forholdsregler mod Røgulæmper.
Sundhedsvedtægtens § 26 indeholder som bekendt den Bestemmelse, at naar
en Skorsten befindes at udsende Bogmasser, der ere til Besvær for de omboende, skal
Kommissionen paalægge Bygningens Ejer eller Bruger at afhjælpe Manglen. Ordlyden
af denne Bestemmelse kunde synes ret betryggende; ikke desto mindre har Virkningen
ikke svaret til Forventningerne. Sundhedskommissionen har ofte skredet ind mod
Bøgulæmper, foranlediget ved Klager fra de omboende; vedkommende Skorsten, over
hvilken dei klages, er bleven sat under Observation af Politiet paa den Maade, at
Gadebetjenten i et Tidsrum af en halv Snes Bage paa et dertil indrettet Skema
noterer Bøgens Udstrækning og Varighed med korte Mellemrum (hver V4 eller »/> Time)
og med Angivelse af Tidspunktet. Naar stærk eller mindre stærk sort Bøg eller stærk
lys Bøg viser paafa-ldende Hyppighed, udsteder Sundhedskommissionen et Paalæu i
Henhold til § 26.
Disse Paalæg føre undertiden til en forbigaaende Formindskelse af Ulæmpen,
men ofte afføde de Betssager, som ikke have det for Kommissionen og for dem. der
lidei under Bøgplagen, forønskede Udfald. Dette gælder navnlig om de talrige Til
fælde^ i hvilke Bøgulæmpen skyldes mangelfuld Fyring eller uheldigt Brændsels
materiale. Naar i saadanne Tilfælde den, som har overtraadt Tilholdet om at afhjælpe
Bøgulæmpen, under den paafølgende Betssag sørger for, at der foretages omhyggelig
Fyring eller anvendes røgfrit Brændsel, vil Betten betragte Tilholdet som efterkommet
og hæve Sagen uden at idømme Bøgproducenten Straf for den Tid, da han overtraadte
Tilholdet. Naar Sagen er hævet, varer det ikke længe, inden Bøgplagen er lige saa
stor som før.
Sundhedskommissionen har længe overvejet, hvorledes Bøgparagrafen burde
affattes for at undgaa dette uheldige Udfald af dens Indskriden i Bøgsager. Man har
undersøgt Forholdene i andre store Byer, men uden derved at opnaa nogen væsentlig
Belæring, som kunde være vejledende for Ordningen herhjemme. I Paris forbyder
Politipiæfekten ved en „Ordonnanceu af 22. Juni 1898, i Betragtning af, at der findes
forskellige praktiske Midler til at formindske Bøgulæmper, nemlig Forhøjelse af Skor
stenen, Valg af hensigtsmæssig Brændsel, Anvendelse af røgfortærende Ildsteder —
Udsendelse af tyk. langvarig og sort Bøg, som kan naa Nabohusene eller fordærve
Gadeluften. De Midler, som anvendes mod Bøgulæmpen, ere altsaa de samme som
her, men Gennemførelsen af Forbudet lader meget tilbage at ønske, den tykke, sorte
Bøg ses i Paris lige saa vel efter Forbudet som før. I Tyskland findes lokale,
kommunale Bestemmelser mod Bøgulæmpen. Saaledes i Dresden en Vedtægt af
7. Marts 1887, som bestemmer, at alle høje Skorstene, store Ildsteder og Central-
vaimeapparater skulle indrettes saaledes, at Bøgen ikke afgiver synlige Partikler-
huden en Frist, som udløb den 1. Maj 1899, skulde dette gælde for alle bestaaendé
Etablissementer. Lignende Statutter ere offentliggjorte for 7 andre tyske Byer.
Noget større Udbytte synes ikke at være opnaaet ved disse Bestemmelser. Den
engelske Public health act 1891 nedlægger vel i ret kategoriske Udtryk Forbud mod
i en Del nærmere betegnede Næringsbrug at benytte ikke røgfortærende Ildsteder eller
at anvende røggivende Brændsel eller at passe et røgfortærende Ildsted saa slet og
s ødesløst, at det alligevel ryger; men Betydningen heraf svækkes noget ved den
ndrømmelse, at Betten kan frifinde Vedkommende, naar det godtgøres, at Ildstedet
er saaledes indrettet og passet, at det under Hensyn til Virksomhedens Art fortærer
Bogen „as far as practicableL Domstolene har da ogsaa af og til benyttet denne Bet,
men,
desto mindre siges Forholdene i de senere Aar at have forbedret sig,
specielt i London og, naar dette er Tilfældet, skyldes det den væsentlige Omstæn