125 / 254
H. Bennet: Goncise Chemical andTechnical Dictionary.
New
York
1947, s. 1009.
Hakon Lund: Uorganisk Kemi. 7. udg. 1947, s. 353.
Handbook of chemistry and physics 31 ed. 1949, New York, s. 305.
Webster: International dictionary. 1950.
Mogens Pihi: H. G. Ørsteds videnskabelige liv. Fysisk Tidsskrift,
49. årg. 1951, s. 59.
The W orld Book. Encyclopedia A. Vol. 1, s. 341. Chicago 1954.
E. G. West: The first century of Aluminium. The Institution of
Metallurgists by the Aluminium development Association. Marts
1955, London W . 1.
Ellen Gleditsch: Henri Sainte Claire Deville 1818-1821. Ørsteds
meddelelse om fremstilling av aluminium. Fra Fysikkens Ver
den. Oslo 1954. Hefte 4.
Disse to artikler af professor Gleditsch fremhæves som meget
fyldestgørende vedrørende Ørsteds aluminiumfremstilli?ig.
Ellen Gleditsch: Hans Christian Ørsteds kjemiske arbejder og for
bindelsen med Wøhler. Fysikkens Verden. Oslo 1955. Hefte 3.
K. A. Jensen: Almen Kemi II. 1959, s. 577 og 578.
Deacon: Who discovered aluminium. Oersted or Wøhler? March
^ 1960, s. 69. Lights Metals, s. 69, London E. C. 1.
Ferrand: Histoire de la Science et de la Technique de l aluminium
I & II. 1960-62.
J. R. Partington: History o f chemistry. 4’ bd. 1964. London s. 323.
Der klæber ofte en arvet, sproglig, arrogant, traditionsbundet ejen
dommelighed ved den måde, hvorpå aluminium og dets forekom
ster som kemiske forbindelser i naturen omtales, men det er ikke
alene i danske kemibøger. For den rutinerede kemiforfatter kan
det måske forsvares overfor læsere, der har lært en del kemi, at
skrive: (citat).
»Aluminium er næst oxygen og silicium det grundstof, som findes
i størst mængde i jordskorpen, og altså det mest udbredte metalli
ske grundstof.«
Eller: »Aluminium regnedes, på trods af sin udbredte forekomst,
inden slutningen af det nittende århundrede, for et sjældent grund-
stof.«
120