391 / 438
371
mester Larsens Tid. Endnu kunde tilføjes, at i et af hans
sidste Embedsaar blev der forhandlet med Indenrigsministeriet
i Anledning af, at Magistraten havde indrømmet Elvius et
personligt Tillæg, hvilket Ministeriet skulde stadfæste.
Men mere betydningsfuldt end alt dette var det, at
H. N.
H a n s e n ,
der blev Borgmester i
1 8 7 2 ,
fik Stiftelsen
under sin Bestyrelse. Han havde nemlig ikke blot Interesse
for denne Stiftelse, det havde vel de fleste af de Mænd, der
havde faaet med den at gøre; men han havde Forstaaelsen
af, hvad det var, der endnu manglede, nemlig et nyt Hjem
for Stiftelsen. Der er fortalt, hvorledes den var gaaet frem
i de senere Aar, hvorledes alle Forhold var bleven forbedret,
og om den Lykke, at den omsider igen havde opnaaet at blive
fri og selvstændig; men hvis alle disse ny og gode Kræfter,
der havde virket, skulde faa fuldkommen Bugt med meget
gammelt,' der helst burde glemmes, saa maatte Opfostrings
huset flyttes, det maatte bort fra Krinkelkrogene, fra de gamle
brøstfældige Bygninger, hvor „Mimmerne“, det er Lemmerne
i Holmens Arbejdshus, havde været Børnenes nærmeste Naboer,
bort fra Murene, der gjorde Horisonten snæver til alle Sider,
bort fra de høje Skorstene og Fabrikkernes Larm — og ud,
hvor der var Solskin, grønne Træer, Fuglesang og helst en
Stump blaa Hav.
Netop fordi Borgmester Hansen forstod det, maa han
nævnes blandt denne Stiftelses største Velgørere; thi det var
deraf, alt det andet kom. Det var ham ikke nok, at Forret
ningsgangen var støt og rolig, og at hele det ydre Apparat
var i Orden, dermed ansaa han ikke sin Opgave tor løst;
han vilde trænge bagved dette, ind til det, som det kom an
paa; han vilde ikke nøjes med en ulastelig Bestyrelse af den
Stiftelse, der hørte hen under hans Omraade; men han vilde
skabe lykkelige Forhold, hvorunder Børn kunde trives i alle
Henseender; han vilde omplante dem, for at bruge et ofte
benyttet Billede, der passer særlig godt her; thi i Kælderluft
bliver Stænglerne blege og forvoksede, i Solskin og Muld
bliver de kraftige, faste og sunde. Borgmester Hansen havde
netop den Forstaaelse, som Opfostringshuset til ubodelig Skade
havde maattet savne i
1 7 7 1
og mange Gange senere, selv hos
24*