18 / 132
felts mod Protestadressens Udtryk om , at
Dr. Jacobsens Gave var »idéforladt« og »aands-
fattig«, og om at Gaven var modtaget med
»L igegyldighed«, en L igegyldighed, der h avde faaet sit m est slaaende Udtryk i den
T ilslu tn in g , dette Møde havde faaet. Hr.
M øller-Jensen ledsagede sit Foredrag med
en Række fortrinlige L ysbilleder af Vor Frue
Kirke med og uden Spir, og Frem visningen
af d isse B illeder gav A n ledning til adskillige
M eningstilkendegivelser fra Forsam lingen,
dels kraftigt Bifald, dels Afbrydelser suppleret
af en en lig Fløjte. Men A fbrydelserne m ed
førte blot en endnu mægtigere Bifaldsstorm,
der truede med ingen Ende at ville tage, da
Dr. C a r l J a c o b s e n , efter at Hr. Møller-
Jensen havde sluttet, viste sig paa Talerstolen.
»Den ledende Tanke for m ig til at genrejse
Spiret paa Vor Frue Kirke,« udtalte Dr. Ja
cobsen, »har været at give Byen et architek-
tonisk Storværk, at give Landets Hovedkirke
den Værdighed, den havde mistet, og at borttage M indet om et af de pinligste M inder i
vor H istorie. Skønne Bygninger adler en By.
M en den alm indelige B ygn ing virker kun paa
det Sted, den staar. Det plebejiske Vesterbros
Torv adles ved Martin Nyrops skønne Kirke,
m en de fleste, der her er tilstede, har næppe
følt G læden over denne Kirke rigtig, fordi de
ikke som andre af os daglig færdes der forbi.
Et Spir derimod har et Virkefelt langt bort,
det knejser over den h ele By, man ser det
fra m ange forskellige' Steder, og det dukker
p lud selig frem i en helt n y B elysning, forsk ellig fra den vi sidst saa det i; det giver et
stadig varieret B illede, der glæder vort Hjær-
te. Vi stirrer frem efter det, naar vi vender
hjem fra en Rejse, vi stikker Hovedet ud af
Kupévinduet for af Spiret at modtage den før
ste Velkom sthilsen.
Et Spir betyder saa overmaade m eget for
B yens Silhouet. Tyskerne har herfor Ordet
»Stadtbild«, hvad der viser, at de før vi har
haft Forstaaelsen af den Sags Betydning. Se
hvorledes Taarnene over Hamborg forud m elder os, at dér ligger en stor Stad, og tænk paa
Strassburg og Antwerpen, der lige fra M iddelalderen var navnkundige for deres dejlige
Taarne. Enhver By, der har Raad dertil, sm yk
ker sig med Taarne. Vi har faaet Raadhus-
taarnet og nu sidst N icolai Taarn, vi faar
Christiansborgs Slotstaarn. I Stockholm har
de sat nyt Spir paa den gam le Clara-K irke
og rejst et andet Taarn, der har givet
B yen Bredde og Storhed. Herhjemm e
har der da ogsaa i Pressen været E nighed om, at Spiret paa Vor Frue skulde
genrejses.
Men vi lever jo i et Land, hvor der
filosoferes meget. Der dukkede filosoferende Indvendinger op, men hvilke Ind
vendinger? Ja N avn en e paa dem, der
protesterer mod Spiret, er gode nok, men
Spørgsmaalet er, om deres Bærere har
den rette Forstaaelse af Byens Silhouet:
Bybilledet. D e kalder Vor Frue Kirke et
helstøbt Værk, m en det er den ikke. Por
talen er i den reneste græske Stil, men
Kirken er saa ugræsk som vel mulig. Og
Portalen er ligefrem klistret paa Kirken og
har intet med den at gøre. Ganske vist —
Portalen er skøn, og vi glæder os over
den. Men tænk Dem nu blot, at den ik k e var
der, og der saa en Dag kom en Brygger eller
en Bager og tilbød at sætte en saadan græsk
Portal paa en ugræsk B y g n in g— s a a skulde
de høre et H yl fra de samm e Stilfilosoffer.
Det var Stilrenheden. Saa taler man om, at
vi bør vise P ietetsfølelse mod Kirkens B ygmester. Men vi er dog vist alle enige om, at
Kirken er inderlig k ed elig, sikkert noget af
det daarligste C. F. H an sen har lavet. Skulde
vi saa af H en syn til denne kedelige Façade
give Afkald paa det skønne Taarn? Og saa
kommer vi til Pladsens Enhed, der ikke maa
brydes. Men der er blot ingen Enhed. Metro-
politanskolen har sin Stil, Universitetet sin,
Universitetsbiblioteket sin. Og Bispegaarden
med sin Barokstil og Studentersamfundets B ygn ing med sin — Studentersam fundsstil, alt i
alt et indviklet Conglomérat. Og af H en syn
til denne Stilsamm ensurium maa vi ikke faa
V or F rue Kirke m ed Spir set fra N ørregade, efter Ar-
chitekterne Prof. Am berg og Carl B rumm ers Tegning.