Forskønnelsen

F ra den

gam le

m osaiske

K irkegaard.

M onum en te rne ove r F ab e r og Top-

søe. Foren ingen til H ov ed staden s Fo rskønnelse h a r nu b eslu tte t sig til a t

tage Spø rg sm aa le t om vo re G rav

m inde r og vo re G rav stede rs U dsty re lse op. Den se r i det sto re Publikum sa a m ange , d e r h av e b aad e

Ly st og Raad til a t sm ykke deres

G rave :— de savne b lo t Vejledningen.

Paa alle and re O m ra a d e r h a r den

sto re Masse — fra M usæer, ved

F o red rag , ved Bøger og B illedvæ rker, gennem Sko leunderv isningen —

faae t Paav irkn ingen og In teressen

for det Skønne.

H e r foreligger de rim od et ganske

fo rsøm t Felt, og i V irkeligheden s ta a r

i Ø jeb likket Pub likum ganske h jæ lpe løst, fordi det ikke ved, h v o r det skal

henvende sig.

En Enke, d e r søger sig en Sten til

sin Mands G rav, finder m aa sk e p aa

K irkegaa rden et eller and e t G rav mæ le, som in te re s se re r hende. Ikke

kan hun da faa Vejledning om, hvem

d e r h a r tegnet og ud fø rt dette. Blot

vo re K un stne re vilde signere deres

V æ rk e r. H un v o v e r ej he ller a t h en vende sig til K unstne ren , ford i d er

ej h e lle r p a a dette Felt e r sk ab t den

fo rnødne R appo rt m e llem K un stne rne og Publikum . H un h a v n e r da

uvægerlig i et a f de s to re G rav sten sm agasine r. De ligger jo lige ved

K irk eg aa rd en e , h a r fo røv rig t s trak s

e fter M andens Død m e ld t sig hos

hende m ed d eres K ata loger. H un e r

ganske v ist ikke tilfred s m ed , hv ad

hun se r — m en hun ska l jo h av e

en Afgørelse. H un tag e r da een a t

de D ød sstene , som H u n d red e r fø r

h ende h a r tage t, som ikke b id rag e r

d e t m indste til a t k a r a k te r is e re den

Afdøde, og som det ald rig vil glæde

h ende selv a t se p aa . T ilm ed e r de

u fo rho ld smæ ssig dy re. Men se b lo t

disse Udsalg m ed d eres so rte po lered e F lader, Obelisker, k næ kk ed e

Søjler, d e r fo r T iden e r p aa Mode i

vo re G rav sten sm aga sin e r og d e rm ed ogsaa p a a vo re K irkegaa rde .

H un d red e r, ja ofte Tu sinder a f K ro n e r ofres d e r p a a sa a d a n t et Mons trum , m eden s m an fo r den halve

Pris sku lde kunne faa noget v irk e ligt sm uk t.

I hele L adn ing e r ind fø res de til os

fra U d lande t —m eden s det natu rlige

dog v a r, a t v o r hjem lige Indu stri beskæ ftigedes h e rm ed .

Samm enlign b lo t disse m eget ud b red te so rte Sten m ed flere a f de beskedne, m en dog sm ukke G ravstene ,

som v o r Tids K un stne re h a r tegnet.

Det e r ikke fo r a t frem hæ v e som

noget sæ rligt, a t jeg s ta n d se r et Øjeblik ved den fo rd ringsløse Sten, som

S tuckenbergs V enner h a r sa t p a a

h an s G rav. Den e r tegnet a f en Kunstner, det se r m an strak s, den e r y n defuld og dog sa a uendelig enkel.

D er e r dog m a a sk e noget, som De

ikke e r ganske tilfreds m ed : Det e r

In sk rip tion e n : Skriften, d e r fa lde r ud

a f Stilen. Den h a r sikk e rt ikke væ re t app ro b e re t a f K unstneren .

Denne F o rsynde lse , d e r fo røv rig t

ikke h e r e r sa a stødende som p aa

sa a m ange and re M onum en ter, træ ffer m an a tte r og a tte r paa . L ad

e n d e l i g K un stne ren faa Lov a t

fu ldføre sit A rbejde. L ad ikke an d re bringe D isha rm on i i dette.