183 / 470
50 Rd., alle med Tillæg hver af 1 Rd. til de Fattige. Naar den Sidste slipper
med 50 Rd., er det, fordi han kan møde med en kongelig Skrivelse om , at
han skal indtages i Lavet uden Mestersvendeaar og Mesterstykke mod at
betale just den nævnte Sum .1 Naar det yderligere hedder i Skrivelsen, at
han skal være befriet for alle andre Omkostninger, hjalp det ham im idler
tid ikke. Trods hans Protest maatte han lige som de andre indgaa paa
endnu at betale 12 Rd. »for Ligklæde, Laugshus og Tilsigelse« og 1 Rd. til
de Fattige. Det har ogsaa sin Interesse at dvæle ved Jens Christensen, den
Sidste, der b lev Mester den 30. April 1729. Han maa have været i smaa
Omstændigheder, ti ved som yngst Mester at overtage selv at tilsige Lavet
fik han sine Indskrivningspenge nedbragt til 3 Rd., men desuagtet maatte
han for at b live fri for Mestersvendeaar og Mesterstykke betale 100 Rd.
Murerlavet stod stadig uforknyt. Da N iels Hansen b lev Mester den 28.
November 1729, maatte han betale 24 Rd. for Lavshus, Ligklæde og Til
sigelse, 1 Rd. til de Fattige samt 80 Rd. for Fritagelse for Mestersvendeaar
og Mesterstykke. Men Kongemagten var heller ikke saa afgjort fjendtlig
sindet, som man kunde tro. Noget over en Maaned efter Reskriptet til
Magistraten om væsentlig at facilitere Adgangen til Lavene udgaar der et
andet kongeligt Reskript, der synes lige saa lavsvenligt, som det første syntes
lavsfjendtligt. Under 13. Maj 1729 reskriberer Kongen til Oversekretæren i
Krigskancelliet, at han ikke fremtidig maatte udstede noget saakaldet »Fri
hedsbrev«, d. v. s. noget Brev, hvorved en afskediget Militær fik Ret til at er
nære sig ved et Haandværk.2 Motivet var Hensyn til Kjøbenhavns Haand-
væi k eies slette I ilstand, som dog ikke synes at være b leven væsentlig for-
bed iet herved, ti tor sit eget Vedkommende ophørte Kongen ikke med at ud
stede Fi ibreve. Under 10. Marts 1730 gav han den tidligere Underofficer i Garden
H. M. Schleicher, der angav i sin Ungdom at have lært Murmesterhaandværket,
Ret til at em æ ie sig som Murerfrimester i Kjøbenhavn.3 Haandværkernes
slette Tilstand vedblev. Ja der indkom et Andragende herom fra Magistra
ten, dei støttedes af Dronningen — hun indlagde »sin hojm ildeste Interces-
sion og Forbon«
og saa blev der i Januar 1731 nedsat en Komm ission,
der skulde undersøge, hvorledes Lavene i Kjøbenhavn kunde befris for det
Indpas, dei tilføjedes dem hl. A. af Frimesterne, dog saaledes at de Fattige
ikke bleve betagne Lejlighed til at ernære sig ved egne Hænder.4
Det \ a i ingen let Opgave, denne Kommission fik, ti det vrim lede med
1 7 0
M E S T E R E O G F R I M E S T E R E