101 / 295
15. APRIL 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 8
nu, i det Herrens Aar 1916, vovede at bade fra L angelinie! Den
lille Havfrue, som ligger paa Stenen, netop dér, hvor Badehuset
var rejst, vilde sagtens i Forskrækkelse styrte sig hovedkulds i
Bolgerne og forhaabentlig træ kke Synderen med sig i Dybet!
Vi vil slaa os ned ogsaa paa denne Bænk for et Øjeblik. Vi
ser h erfra over mod T r e k r o n e r , L y n e t t e n og S ix tu s , de to
sidste adskilte ved et Sejlløb, hvor Vandstanden rigtignok er saa
lav, at man paa mange Steder kan bunde, af hvilken Grund S te
det blev stæ rkt beny ttet af Ungdommen til Badning fra aaben
Baad.
Nu er Sejlløbet mellem Lynetten og Sixtus som bekendt lukket.
Fra de Steder, hvor før var aabent Vand, høres Hammerslagene
fra Refshaleøens mægtige Skibsværfter.
Den 20. Juli 1871 fejrede det store Skibsværft- og Maskinværk
sted-Firma B u r m e i s t e r &W a in sit 25 Aars Jubilæum. Allerede
dengang beskæftigede det 6—700 Mennesker og var E jer af mange
nye og meget kostbare Maskiner. I M askinvæ rkstedet arbejdede
en Dampmaskine paa 48 H. K., paa Skibsbyggeriet en paa 10 H.K.,
og paa det sidstnævnte Sted fandtes vældige Glødeovne til at op
hede og bøje Spanter og Plader. Fabriken kunde allerede paa
det Tidspunkt paatage sig at udføre Maskiner paa indtil 1200 H.K.
og Støbninger til en Vægt af 80,000 Pund.
Udviklingen krævede Udvidelser, men disse krævede igen store
Kapitaler, og Burmeister og W ain fulgte den geniale T i e t g e n ’s
Forslag om at overdrage Virksomheden til et Aktieselskab, saa
a t det nødvendige Indkøb af nye Grunde kunde foretages. Med
Udgangen af 1871 ophører Interessentskabet Burmeister & W ain
at bestaa, — men Virksomheden fortsæ ttes blot med endnu større
K raft og under nye Former, der har væ ret til Held og Æ re for
dansk Industri og til Gavn for den store Arbejderbefolkning. Re
su ltatet blev, at Aktieselskabet af Havnevæsnet købte henved 150,000
Kv. Alen af Landdannelsen paa Refshaleøen samt et til dette hø
rende stort Vandbassin, et Omraade der i Tidens Løb er blevet
yderligere udvidet, og der tages strax fat paa Anlæget af et tid s
svarende Værft, og den 12. April 1874 løber de to første Skibe
— „ C h r i s t i a n d e n 9 d e “ og „ C h r i s t i a n i a “ — af Stablen
paa det nye Værft under store Festligheder og i Overværelse af
hele den kongelige Familie.
Her er ikke hverken Stedet eller Plads til i Enkeltheder at
fordybe os i den Betydning, det verdenskendte Aktieselskab har
havt for vort Land, men vi vil blot minde om en af dets store
Mærkedage, da det fra den russiske Regering fik Ordre om at
bygge Kejseryachten „ S t a n d a r t “ , til hvilken Czar A le x a n d e r
d e n 3 d ie selv lagde Kølen, og som i 1896 løb af Stablen under
stor Højtidelighed.
Paa „Lynetten“ — se Billedet i næste Hefte — var der dengang
en Badeanstalt, hvortil smaa, travle Dampfærger Dagen igennem
overførte Københavnerne fra Toldbodpladsen.
Det var i hine Tider et stolt Syn fra dette Sted paa Lange
linie at se vore store Sejlfregatter, Korvetter og Linieskibe m a
nøvrere ude i Sundet. Mange er sikkert de, der i Erindringen
bevare det skønne Skue af vore Marinebaade, da de i 1863 og 64
stod ud og ind paa Rheden.
Forfatteren af denne Skildring vil, saa længe han lever, mindes
Synet af Korvetten „ V a lk y r i e n “, der i 1864 var Øvelsesskib og
Vagtskib i Sundet, naar det daglig for fulde Sejl strøg forbi der
ude i „Renden“, som Sejlløbet paa Yderrheden jo kaldes. Og
aldrig vil han glemme det opløftende Skue, hvis Lige aldrig vil
vise sig for den nuværende Slægt, da han en Dag saa Linieskibet
„ S k j o l d “, med bugnende Sejl og krængende for den stærke
Brise, svinge ind paa Rheden omkring T rekroner ! — — — —
Vi rejser os fra Bænken med den hængende Pil og begiver os
videre ad Toldboden til og kommer paa vor Vej forbi „ K a r a n
t æ n e h u s e t “, beliggende paa Langeliniepynten Nr. 3.
Bag denne Pynt, paa den anden Side af den Kørevej, der fulgte
Langelinie i hele dens Længde men i et lavere Plan end selve
Promenade.vejen, laa endnu en lille „Enceinte“, livorpaa e t Hus
var opført til Brug for den Underofficer, der havde Ansættelse
som Langelinies Opsypsmand (se Side 93).
Da den første Omdannelse af Langelinie paabegyndtes, blev
denne Enceinte opfyldt, idet man samtidig, for a t give Toldboden
en forønsket Udvidelse, foretog en mægtig Opfyldning ud i Sundet
og flyttede Karantænehuset til dets nuværende Plads, hvor det
mærkværdig nok ligger endnu.
Ved Opfyldningen af den nævnte Enceinte fremkom det Plateau,
hvorpaa en Yachtpavillon opførtes i idylliske Omgivelser, senere
efterfulgt af en ny i større om ju st ikke smukkere Skikkelse
(se Billederne i næste Hefte).
/Hele denne Revolution ved Indgangen til Langelinie er anskue-
liggjort paa vort Billede i næste Hefte, paa hvilket Yachtpavil
lonen, endnu ikke findes opført, hvorimod K arantænehuset ses at
være flyttet.
Forskellen paa før og nu illustreres godt, naar man erfarer,
hvorledes K arantænelægens Stilling dengang var, og hvorledes
den er i vor Tid.
Det var saasandt ingen Sinecure a t være Karantænelæge for
et halvt Aarliundrede siden, da G. J. Z a c h a r i a e beklædte den
ansvarsfulde Post, der ovenikøbet var usselt lønnet.
Hans Arbejde var anstrengende og byrdefuldt, og de høje Au
to riteter gjorde Intet, for at det kunde blive ham lettet.
I en elendig Nøddeskal af en Baad, roet af en enkelt Matros,
sjeldnere i en lid t større Baad roet af flere, sjeldnest dog i en
af Toldbodens lejede Færgebaade, hvilket betegnede den højeste
Luxus, hentedes K arantænelægen i al Slags Vejr ud paa Dybet,
hvor han havde at visitere de opankrede eller forbisejlende Skibe
for af undersøge, hvorvidt de medførte sm ittebæ rende Patienter.
Paa Billedet Side 94 ser vi ham i hans Luxusfartøj undervejs
til en V isitation. Søen er frem stillet glat som et Spejl, smuk og
rolig. Enten har den virkelig væ ret i sit allerelskværdigste Hu
mør, eller ogsaa har Kunstneren, der dengang var en syttenaars
Dreng, endnu ikke følt sig kapabel til at frem stille høj Bølge
gang. Vist er det ialfald, at Dr. Zachariae som Regel kom driv-
vaad hjem fra sine Visitationsudflugter, en enkelt Gang farligt
forslaaet ved at glide ned fra en Rebstige, der var anbragt paa
Skibets Side, og ad hvilken han m aatte entre ombord. Baaden
slingrede i den stæ rke Søgang, han faldt ned paa Toften og for
vandt aldrig helt det Slag, han fik.
Betegnende var det da ogsaa, at naar han en meget sjelden
Gang paa Grund af Sygdom m aatte melde Pas, var det næsten
umuligt a t skaffe en Stedfortræder. Man betakkede sig for at
overtage Bestillingen, og det var altid en yngre Hospitalskandi
d at som i sidste Øjeblik m aatte devovere sig og da forlangte
mere for a t gøre Turen end K arantænelægen selv oppebar.
N u har Karantamevæsenet en eller to store Dampere til Dis
position med Kahyt og al øvrig Komfort ombord. — — —
(Fortsættes.)
I
det næste Nummer — for 1ste Maj — af „Før og
Nu“, vil vi uddybe vor Beskrivelse af Langelinie,
idet vi i store Træk agter at bringe vore Læsere en
Redegørelse for F r ih a v n e n s Tilblivelse og Udvikling
sammen med Navnene paa de Mænd, der i Tidens Løi
har været knyttet til det epokegørende Anlæg, — der
næst en Beskrivelse af vor S ø b e fæ s tn in g s forskel
lig e F o r te r og endelig en nærmere Omtale af Yacht
k lubb en og Y a c h tp a v illo n e n . —
Og i Nummeret for 15de Maj vil vi, før vi forlader
Langelinie, fordybe os i de mangfoldige Minder — glade
og vemodige — der hos Nutidens Københavner vækkes,
naar han skuer ud over Toldboden og Inder-Rheden.
De mange Venner af „Før og Nu“, som velvilligs
har tilstillet os Billeder til Reproduktion i dette oj
næste Hefte, takker vi herved for de mange Bevise:
paa den Interesse, de har lagt for Dagen, og bede
om deres fortsatte Velvillie. —
Vi mangler Fotografier, Tegninger eller Malerier fr
G rønn ing en og To ldboden i 1860 og
1 8 7 0
erne
særlig har vi forgæves søgt et Billede af Meyer
E s p la n a d e -P a v illo n , som laa paa den lille
B astio:
i Grønningen, hvorfra man havde Udsigt over Rhedei
Bed,
j