165 / 295
2
AARGANG N r 14
FØR OG NU
15. JULI 1916
Fortid. Det har derimod Nr.
20
, hvor Hattemager-Dynastiet
B o d e c k e r har regeret siden 1861, altsaa i mere end et halvt
Aarhundrede. Og før Bodecker var Hattemager K e I d s k o v Stedets
Herre. Han var Oberstlieutenant i Borgervæbningen og Fader til
afdøde Skolebestyrer Keldskov, hvis Navn var knyttet stærkt til
Tivoli, navnlig da R o b e r t W a t t , med hvem han dannede et
uopløseligt Duumvirat, var Etablissementets Direktør.
Den københavnske Folkevittighed havde iøvrigt ikke været
længe om at døbe Nr.
20
med Kælenavnet „Haandklædet“ paa
Grund af Husets i Forhold til dets ret antagelige Højde over
ordentlig paafaldende Smalhed, idet det i sin Facade kun levnede
Plads for 2, siger og skriver to, Vinduesfag. I Analogi med Be
grebet „Haandklæde“, blev Husets Kvist naturligvis døbt „Strop
pen“, og her i Stroppen, nærmest Himlen, boede i en Aarrække
Jomfru V i l h e l m i n e B r e n ø e , en Søster til vor Nationalscenes
berømte Skuespillerinde A n n a N ie ls e n . Ogsaa Jfr. Brenøe for
søgte sig paa Scenen, ivrigt instrueret af H ø e d t, der i sin Be
undring for Anna Nielsen nærede Haab om at finde Evner ogsaa
hos Søsteren. Men hans Haab var forfængeligt. Baade hans og
Publikums Forventninger skuffedes, og Jfr. Brenøe trak sig snart
tilbage til Privatlivet.
Det var tidligt paa Formiddagen Torsdag den 23. Februar 1893,
da Aviserne lod udsprede Løbesedler, hvori det meddeltes Køben
havnerne, at den store Salomonsen’ske Gaard, Kongens Nytorv Nr. G,
stod i Brand. At Bladene foretog et saa extraordinært Skridt, an
gav tydeligt nok Begivenhedens Vigtighed. Denne Ildløs havde da
ogsaa i Virkeligheden sin særlige og alvorlige Karakter, baade
paa Grund af de Værdier, der gik tabt, og paa Grund af Ejen
dommens centrale Beliggenhed, ovenikøbet i et gammelt, tætbe-
bygget Kvarter, hvor en Ildsvaade kunde faa skæbnesvanger Ind
flydelse paa Omgivelserne.
Man kunde efterspore Oprindelsen til Ulykken allerede den
foregaaende Dag, idet nogle Funktionærer paa et stort Galanteri-
lager i Bagbygningen (tilhørende Gros. Wulff) ved Aftenstid havde
gjort Ejendommens Portner opmærksom paa en mistænkelig Brand
lugt. Sagen var bleven slaaet hen.
Tidligt den paafølgende Morgen opdagede nogle Tjenestepiger
i Sidebygningen, at det var galt fat i det omtalte Lager, hvorfra
en kvælende Røg blandet med Ildgnister slog ud. De gjorde øje
blikkelig Anskrig.
Der indtraadte imidlertid nu et Par Hindringer, der blev af
stor Betydning for Katastrofens Forløb.
Fot. Hude.
K ongens Nytorv Nr. 4,
„Maimorhuset“.
I Nr. 18 havde V ilh. H a n s e n sit Musikforlag i Kælderen, ind
til Forretningen voxede sig saa saa stor, at den i Jan. 1880 måa tte
overflyttes til den rummelige Gaard i Gothersgade Nr. 11. Og i
Stuen ovenover Vilh. Hansen boede den højt renommerede Barber
J a n t z e n . I Lejligheden overst oppe havde i mange Aar den i
teknisk Henseende ypperlige Solodanserinde A n n a T y c h s e n (gift
med Oberst Tychsen) sit Hjem. Det er jo en selvsagt Ting, at
Theatrets Beliggenhed maatte bevirke, at Kongens Nytorv og de
tilstødende Gader afgav Bopæle, ligesom nutildags, for en stor
Mængde af vore sceniske Kunstnere.
Maaske var Theatrets Nærhed ogsaa Skyld i, at den bekendte
L a z a r u s ’sk e Theaterforretning, der paa andre Hænder iøvrigt
existerer endnu, havde installeret sig i Nr. 16.
I de nærmest følgende Ejendomme træffer vi endvidere saa
kendte Firmanavne som Uhrmager Ej l e r ts e n , Papirhandler A x el
E. A am o d t (nu etableret i Nr. 18), Hofjuvelerer M i c h e ls e n og
W e n d r i c h & S o n n e , der havde Terrakottaudsalg i Nr.
8
, en
Bygning hvis Uanselighed var saa meget mere slaaende, som den
var Nabo til en af det daværende Københavns mest herskabelige
Gaarde, Hofurtekræmmer S. M. Sa
1
o m o n s e n ’s stilfulde og smukke
Ejendom, ved hvilken vi vil dvæle udførligere end ved de øvrige,
dels fordi den, da den ødelagdes ved en Brand, gav Anledning til
at Husrækken mellem Store Kongensgade og Bredgade i væsentlig
Grad skiftede Karakter, og dels fordi denne Brand i sig selv var
en mindeværdig Katastrofe, der uagtet den kun ligger nogle og
tyve Aar tilbage, tilmed afgiver et interessant Tidsbillede.
R eedtz-Thotts Palæ.
Bredgade.
Kanneworffs Hus.
Københavns Brandvæsen havde netop for nylig faaet anlagt
Brandskabe til hurtig Allarmering som et af de fornemste Hoved
led i den nye Brandordning. Brandskabet, der var anbragt paa
Hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade, svigtede, — man for
søgte et andet med akkurat det samme negative Resultat. Ende
lig maatte man altsaa gennem en Hustelefon give Brandvæsnet
Underretning.
Disse uheldige Omstændigheder maatte naturligvis i høj Grad
begunstige Ildens Udbredelse i et Lager, der ovenikøbet bestod
af letfængelige Varer. Man formodede, at Vintermorgenens ex
ceptionelt stærke Kulde — 11 Grader Reaumur — havde haft
Indflydelse paa Al larmapparaterne. Og med denne Kulde kom da
endnu en skæbnesvanger Omstændighed til, idet Vandforsyningen
under Redningsarbejdet flere Gange svigtede. Man maatte to
Hanerne op', — men de frøs ligesaa hurtigt til. Og i Slangerne
frøs Vandet ligeledes, saa at de sprængtes.
Ved daværende Brandassistent B e n t z e n ’s Ankomst med „første
Sprøjte“ stod allerede Bagbygningen i lys Lue, og han indsaa
strax, at her forestod en Brand, hvortil København ikke i Aare-
vis havde set Mage.
Da Branddirektøren, Oberstlieutenant M ey er, og Viceinspektoren
C a r l s e n kort efter indtraf og blev klar over den Fare, der truede
hele det tætte Bygningskomplex, blev der øjeblikkelig givet
Ordre til, at alt, hvad Byens Brandvæsen disponerede over,
baade af Mandskab og Materiel, skulde give Møde. Tre Damp
sprøjter var i næste Nu paa Pletten og tog Opstilling ved Bred
159