169 / 295
2. AARGANG N
r
. 14
FØR OG NU
15. JULI 1916
slæbende Slanger, staar hun længe her uden at lade siggenere
af Røgen, Heden og det iskolde Vandpjask ogfaar sig alt imel
lem en lille Passiar med de udasede Brandfolk, der ihast stikker
paa de udsøgt fine Varer, Vin og Likor, som en af Husets Beboere
har stillet til deres Disposition. Tilsidst maa Prinsessen dog for
trække, og paa Nedfarten glider hun paa den slimede Trappe og
falder bagover, men hjælpes op af et Par kraftige Næver, del
tager et hurtigt Tag om hendes Skuldre.
Ved denne Lejlighed styrkedes Prinsessens iforvejen store Popu
laritet blandt Brandfolkene, der paa Hovedstationen den Dag idag
med Stolthed viser Besøgende det Billede af hende, hvor hun
staar, kæk og ung, med Brandhjelmen paa sit fine Hoved, og
hvorunder hun har sat følgende Paaskrift: Som e t T e g n p a a
mi n B e u n d r i n g f or d e t Mod, som de f l i n k e B r a n d f o l k
a l t i d u d v i s e r u n d e r d e r e s f a r e f u l d e G e r n in g . M arie.
Ogsaa Kong Christian den Ode og Kronprins
Fre
derik ankom civilklædte til Brandstedet. Hof
juvelerer Michelsen, ¡der, ligesom alle de
øvrige Handlende* i Kvarteret, havde
-lukket sin Butik, førte de to høje
Herrer op i Nr. 10, hvor de først
fra et Vindue paa Trappen
iagttog Branden og bagefter
gik op paa fjerde Sal. hvor
Dr. L o r e n z e n med sin
Familie sad ved Fro
kostbordet og overra-
slcedes ved det for
nemme, uventede Be
søg.
Endnu ved 3 Tiden
var man ikke sikker
paa, at Ilden helt var
slukket, og det stod
klart for Alle, at den
pragtfulde Ejendom
var saa ødelagt, at
en Nedrivning blev
nødvendig.
Og paa
Tomten opbyggedes
da et nyt Nr.
6
, det
saalraldte „Marmor
hus“, hvor Livsfor
sikringsselskabet
„Standard“ havde sine
Lokaler, og af hvil
ket vi i nærværende
Hefte bringer et Bil
lede.
T h o t t ’s P a l æ hø
rer som bekendt ind
under Baroniet
G a u n ø og skylder
Admiral N i e l s J u e l ,
der i 1697 døde her,
sin Tilblivelse. Han
besad allerede i 1661
en Gaard paa dens
Grund, hvor Palæet
ligger, og 1683 ind
giver han et Andra
gende om, at han
paa denne og nogle
tilliggende, tilkøbte
Grunde maa opføre
en „real“ Bygning af
Grundmur. Han faar
Tilladelsen og opnaar
samtidig ti Aars Fri
tagelse for Grundskat
og Frihed for at be
tale Told af de til
Bygningen
nødven
dige Materialer, •—•
en Frihed, hvis Varighed nogen Tid efter endog udstrækkes
tyve Aar. Palæets Bygmester var H a n s W i e d e w e l t .
Admiral Juels Enke sælger i Aaret .1698 Gaarden til S o p h ie
A m a l i e M o th eller rettere til dennes Søn Chr. G y ld e n lø v e ,
fra hvem den gaar i Arv først til D o r o t h e a K r a g og derpaa
til hendes Søn Clir. D a n n e s l c j o l d - S a m s ø e , efter hvis Død
Gaardens Stue-Etage i et Par Aar udlejes til Brug for Postvæs
net. Den nye Arving, Fr. Chr. D a n n e s k j o l d - S a m s ø e sælger
saa Gaarden til S o p h ie R a n t z a u , ved hvis Død 1760 den ende
lig kommer i Familien Thott’s Besiddelse, idet den ved Auktion
for 16,000 Rdlr. sælges til Grev O tto T l i o t t , der kort efter
Overtagelsen lader den ombygge af den berømte J a r d i n og i
Borggaarden ud til Haven opfører en Bygning til sit store Bi-
bliothek.
Næsten gennem hele det 19de Aarhundrede (indtil 1893) afgiver
Palæet delvis Bolig for den russiske Gesandt, hvorefter det frem
tidig beboes helt af Gaunøs Besidder.
Sin største historiske Interesse har det Thott’ske Palæ fra Czar
Bredgade 15 i 1898, nedbrudt 1909.— Porten førte ind til den store Plads mellem Bredgade og Store
Kongensgade, over hvilken Palægade 1900 blev anlagt. — Hofjuveler Michelsen bori den nyopførte
Bygning, som Billedet ligeoverfor viser.
til
P e t e r ’s Besøg i 1716, da han, medens Grev D o l g o r u c k y var
Ruslands Gesandt i København, boede her et Par Nætter.
Bygningen er opført i en Overgangsstil mellem Renæssance og
Rokoko og ertre Gangebleven underkastet gennemgribende Re
parationer, sidst i 1893 afArkitekt G o t f r e d T v e d e . 1 1898
bortsolgtes den størsteDel af den
bagved liggende Have til det
Byggeselskab, der iværksatte Palægadens Anlæg.
Vi er nu naaet til B r e d g a d e , og vi vil da først beskæftige os
nogle Øjeblikke med det Thott’ske Palæs Genbo paa Bredgadens
modsatte Hjørne: den karakteristiske K an n e w o r f f s ’k e Ejendom,
hvis Historie vi kan forfølge tilbage til det 17de Aarhundrede, da
Christian den 4de rev de gamle Volde ned og anlagde Kongens
Nytorv og de tilstødende Gader, som han opkaldte efter sin T itu
latur: Danmarks og Norges Konge, De Venders, Gothers osv., saa
at dekom til at heddeDanmarksgade, Norgesgade osv. Norges-
gade var den
senere Bredgade. Da denne Gade
skulde udlægges, maatte Haven, der hørte til
Didrich Rodemesters Ejendom (den Kanne-
worff’ske), bortskæres.
Det Kanneworff’ske Sted har fra
forrige Aarhundredes Midte, da
den G r a n d j e a n ’sk e Gaard
rejstes paa Pladsen bagved
paa den Grund, den^Col-
vittighedens
skarpe
Skud. Thi nægtes kan
det jo ikke, at arki
tektonisk set var Sam
mensmeltningen
af
den nye Ejendoms
høje Gavl og det
lille,
brøstfældige,
ældgamle Hus ved
dens Fod af en Virk
ning, der nærmest var
fornærmelig. Men —
Vanens Magt er stor.
Efterhaanden vænne
de Øjet sig til det
højst kuriøse Syn, og
da den Kanneworff’ske Ejendom ved den
sidste Reparation fik
et Ydre, der med
skyldig Respekt for
gamle Dage giver og
saa Nutiden, hvad der
tilkommer den, har
man nu helt forsonet
sig med den barokke
Konstellation og ser
baade med Fornøjelse
og Sympathi paa det
lille Hus, der i saa
mange Aar har hæv
det sin Plads med
Tapperhed.
Den lille Trekant
ud mod Bredgade,
hvor nu Avismanden
staar, repræsenterer i
Virkeligheden Ejen
dommens hele Gaards-
plads. I tidligere Tid
var denne Trekant
adskilt fra Gaden ved
en Mur, med Ind
gangsdør.
I denne
højst diminutive
Gaard. sagtens den
mindste i hele det
gamle København, be
fandt sig en Retirade og en Vandpumpe, hvis Stang paa Grund
af Pladsmangel maatte føres ind paa Trappegangen. Man fortalte
i sin Tid — maaske var det kun et Udtryk for københavnsk
Satire — at Familien i Huset havde en Gaas, som skulde fedes,
og som selvfølgelig var anbragt i „Gaarden“. Da den omsider
havde opnaaet det attraaede Toppunkt af Fedme, formaaede den
ikke som Følge af Tumlepladsens Sneverhed at manøvrere paa
Stedet, hvorfor det, hvergang det ulykkelige Dyr skulde vende
sig, blev nødvendigt at aabne Døren ud til Bredgade.
Vi forlader nu den Kanneworff’ske Ejendom for nærmere at
omtale dens Nabo i Husrækken, Bredgade Nr. 4, kendt af hele
København, dels fordi den staar paa den Grund, som tidligere ind
toges af den berømte C o 11i n ’sk e Gaard, dels fordi den i mere
end et halvt Aarhundrede bag sine Mure har rummet en af vor
Bys mest populære Kaféer. Gaarden ejes nu af Oberstlieutenant
H a r a l d F. G r a n d j e a n , hvis topografiske Interesse er kendt i
vide Kredse, og hvem vort Tidsskrift skylder mange gode Oplys
ninger om det forsvundne København.
163