85 / 295
2. AARGANG N
r
. 7
FØR OG NU
1. APRIL 1916
Udsigt over „Aggersborg Sø“ med Øen, hvorpaa Villaen laa (se Teksten). Efter Tegning af Frantz Sedivy, tilhørende Hr. Etatsraad Jakob Hegel.
rigelige Dimensioner, at Aggersborgs Hovedbygning med omlig
gende Haveanlæg var opført paa dens Grund. Havens største Se
værdighed var en Samling skønne Bævreaspe, der stod i en Rund
kreds og betegnedes som Begravelsesplads for engelske Officerer,
der var faldne under Bombardementet.
E fter den Aggersborgske Villa fulgte Grosserer H a lk ie r s som
den sidste i Rækken.
Resten af Classens Have, som herfra strak te sig mod Nord, ud
stykkedes i Tidens Løb i de Parceller, der førte og endnu tildels
fører Navn af R o se n v æ n g e t og udmærkede sig ved deres land
lige Skønhed. Mange af Datidens kendte Personligheder — f.
Eks. Fru H e ib e rg , W. M a r s tr a n d , F o n n e s b e c h , Øjenlægen L e h
m a n n — opslog her deres idylliske Boliger.
Hele det mindeværdige og skønne Terræn, hvorpaa Classens
Have laa, er forlængst raseret og omkalfatret til den hæslige
Strandboulevard, af hvilken vi bringer et Fotografi fra de aller
sidste Dage. Vi beder venligst vore Læsere betragte dette Bil
lede og anstille en Sammenligning mellem dens arkitektoniske
Uhyrligheder og de Billeder, vi har fremskaffet af de Fortidens
Idyller, som vi har beskrevet, og da at afgive deres upartiske
Votum.
De guslibus non clisputandum est,
— paa godt, gammelt Dansk:
0 i Rosenvænget. Det lyder mæ rkeligt i Nutidsøren, men der
laa virkelig den Gang bag Rosenvænget et herligt, gammelt Hus
med A ltaner og Nischer paa en Plet Jord med dejlig gammel
Have, og udenom det altsammen en Sø. Huset tilhørte en gam
mel Onkel af mig, der brugte det som Landsted. Søen fik T il
løb fra Sortedamssøen, men i Tidernes Løb blev den ene Led
ning efter den anden skaaret over, og Søen tørredes ud. Saa
brød min Onkel sig ikke længere om at bo der og gav det til
Niels og mig, der kom til at bo i Eventyrhuset midt i et gult
Hav af Mælkebøtter paa den Plads, hvor Søen havde været. Dér
boede jeg som gift i flere Aar, og dér er min eneste Søn født“.
Det er, som om disse simple, jævne Ord maner alle Fortidens
Minder frem for os om Steder, hvis egenartede Poesi og u erstat
telige Skønhedsværdier en uforstaaende og snusfornuftig Tid uden
Barmhjertighed har ødslet bort.
Og n aar vi i et af „Før og Nu“s foregaaende Numre har ud
ta lt vor dybe Harme over, at man — for at imødekomme Tidens
Krav — jævnede vore herlige Volde med Jorden og derved be
røvede København en stor og ejendommelig Skønhed, hvortil
ingen anden By i Verden kunde opvise Magen, paa samme Tid,
som man gjorde os et stolt og opløftende Minde fattigere, da kan
vi ved Tanken om, hvad der gik tabt, da man uskaansomt rase-
en Vold, den sidste, der havde væ ret Genstand for Englændernes
Angreb.
E fter Bernt Nielsens Villagrund fulgte altsaa Carocs, derpaa det
stilfulde A g g e rs b o rg (opkaldt efter Ejeren, Mægler A.), der ved
V intertid ofte havde Besøg af de højeste Herskaber. Mægler
A g g e rs b o rg var nemlig den lykkelige Indehaver af den efter
Forholdene store Sø, der strakte sig fra Grænseskellet ved Bernt
Nielsens Ejendom, forbi Carocs og H a lk ie r s Villagrunde helt
hen til det nuværende Rosenvænge. Og paa denne Sø løb hyp
pigt det daværende Kongepars yngre Børn — navnlig Prinsesse
T h y r a og Prins V a ld e m a r — paa Skøjter, af og til under Kong
C h r i s t i a n s og Dronning L o u is e s eget Opsyn.
Om Søens Størrelse kan man gøre sig et Begreb, naar man
hører, at den omsluttede to Øer, af hvilke den ene havde saa
Enhver sin Smag! Den Smag, som foretrækker, hvad vi f ik , for
det vi h a v d e , bliver sikkert nok i forsvindende M inoritet. Skulde
Idyllen med Djævlens Vold og Magt endelig ødelægges, kunde
man i det mindste have faret lempeligere frem og ialfald afkræ
vet Opkøberne af disse værdifulde Grunde en Forpligtelse til at
bygge stilfuldt. Strandpromenaden i sin nuværende Skikkelse —
en Samling Huse i de mest uensartede og oftest hæslige S tilarter
og Farver — er sandelig en køn Gave a t give det éfterfølgende
Slægtled i Arv!
Fru S u z e tt e H o lte n , født Skovgaard, en D atter af vor be
røm te Landskabsmaler, har forleden i Berlingske Tidende skildret
et lille Enklave af de Steder, vi her har beskrevet. Vi kan ikke
nægte os den Glæde at gengive hendes veltalende Ord. Hun skriver:
„I de Aar (i Firserne) boede min Broder Niels og jeg paa en
8 1