Forskønnelsen

HVORFOR FORSKØNNER VI VOR RY?

AA By som Borger« gælder ikke mindst paa det Omraade, hvor

»Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse« nu paa 48nde Aar

søger sine Opgaver. Jo mere baade det offentlige Bystyre og den

private Borger under Byens bestandige Udvikling og Omdannelse

søger at forene praktiske og skønhedsmæssige Synspunkter og Vær

dier, jo tydeligere vil selv Turistens Øjne Gang paa Gang og Sted

paa Sted se Bypræget som en Afspejling af Bymenneskets Vilje til

at gøre de daglige Omgivelser til andet og mere end rent mekaniske

Betingelser for Beboelse og Trafik.

Men ogsaa i den populære Form, som Vendingen almindeligvis

faar: »»Som By

saa

Borger«, ligger en ligesaa dyb Sandhed. Den By,

der ogsaa i forskønnelsesmæssig Henseende er Genstand for sine

Borgeres Omhu, virker ogsaa tilbage paa deres Sind, befæster deres

Lokalkærlighed og skaber Stemninger af Glæde og Velbehag, hvis

Betydning under den daglige Færden bør værdsættes i høj Grad.

Paa tre Punkter sætter denne Dobbeltvirkning fremfor alt ind.

Enhver Storby er i Kraft af selve Tiden en tæt Forening af histo

riske og moderne Elementer. Ethvert Forskønnelsesarbejde maa

derfor opmærksomt iagttage, hvor historiske Værdier kan bevares

og eventuelt tydeliggøres, for derigennem at lade Aarene og Min

derne tale deres Sprog og frembringe det Perspektiv tilbage mod

Fortiden, som hverken By eller Borger bør eller kan undvære.

Det andet Punkt er Øjeblikkets mangfoldige Krav, den Række Træk

i Byens Ansigt, som Aar for Aar forandres. Vaagen Omtanke kan

her — ofte paa smaa, men derfor ingenlunde betydningsløse Felter —

forhindre Misgreb, der siden ikke lod sig ændre, fremkalde Detailler,

der siden stadig gør Helhedsbilledet rigere, og skabe Borgeren en

tryg Følelse for, at Byen behandles som en levende Organisme og

ikke som en død Ting. Det tredie og sidste Punkt er Blikket frem

efter, Forsøget paa at forberede Fremtiden og lægge saa meget som

muligt tilrette for den, saa Resultatet af det Arbejde, der er gjort

eller gøres, ikke en skønne Dag tilintetgøres, men fortsættes og

afrundes. Netop nu, hvor den byplanmæssige Tankegang har afløst

tidligere Tiders individuelle Tilfældigheder, kan Mulighederne for

en fortsat Forening af begge Hensyn — det praktiske og det æste

tiske — lettere end før overvejes i Tide.

Spørgsmaalet: »Hvorfor forskønner vi vor By« kan derfor be

svares med: for i det — med det nu saa hyppig anvendte Udtryk

— funktionalistisk moderniserede Bybillede saa vidt som muligt at

hævde Mindernes og Skønhedens Ret og derved tilføre Bymenne

skets Hverdag Glæder og Værdier, som den bliver rigere ved at eje

og fattigere ved at undvære.

C a r l D u m r e ic h e r