9 / 81
S I G U R D J E N S E N
uden at kirkerne dog af den grund mistede ejendomsretten til de
res parter.
Endnu i 1 847 var mangelen på begravelsespladser blevet afhjul
pet ved udvidelser af Assistens kirkegård, men denne udvej syntes
derefter ikke mere at være farbar, og da der samtidig skete en kraf
tig forøgelse af Københavns befolkningstal, blev det efterhånden
klart, at en radikal løsning var påkrævet.
I midten af 1860’erne blev sagen taget op af magistraten. Først
undersøgte man muligheden for at benytte en del af Vesterfælled
til en ny begravelsesplads. Man tænkte sig at inddrage et areal på
33 tdr. land og lod stadsingeniøren foretage en række jordbunds
undersøgelser. Resultatet af disse var, at området nok til nød kunne
anvendes til formålet, men særlig egnet var det ikke. Stadslægen
tilrådede, at man søgte en anden plads, selv om han ikke absolut
ville afvise, at fælleden kunne bruges til formålet. På dette grund
lag sendte magistraten alligevel sagen til kirke- og undervisnings
ministeriet og ansøgte om tilladelse til at indrette det pågældende
område til kirkegård, men ministeriet krævede, at man først un
dersøgte, om ikke enten Rådmandsmarken eller Vognmandsmar
ken ville være mere egnede steder. Magistraten lod foretage de øn
skede undersøgelser, men fastholdt derefter fortsat sit ønske om at
få tilladelse til at indrette en begravelsesplads, i al fald for frijords-
begravelser, på det omdebatterede areal på Vesterfælled. Så for
handlingerne fortsatte.
De formelle drøftelser og undersøgelser var begyndt i efteråret
1864. Da man var fremme i vinteren 1868-69, var man stadig lige
vidt. Så blev der omsider fundet en løsning, en helt ny løsning.
Den komite, som arbejdede med sagen, og hvori sad et medlem
af magistraten samt Københavns stiftsprovst, stadsingeniøren,
stadslægen og repræsentanter for nogle af byens kirker, fattede in
teresse for en jordlod på Valby bakke, tilhørende en af gårdene i
6