DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Bombebøssen

A n e k d o t e r

Et Par Anekdoter kan tjene til at karakterisere den djærve og joviale Søgut, Peter

Norden Sølling:

Ved et Besøg paa S. Croix blev Sølling af en Ven indført hos en rig Planter, der var

gift med Datteren af en kjøbenhavnsk Brændevinsbrænder. Sølling følte sig ikke videre opbyg

get ved Fruens paatagne, nedladende Væsen, gennem hvilket der skinnede en utaalelig Hovmod.

Hun spurgte, hvorledes man levede i Kjøbenhavn, om man endnu førte et ligesaa usselt og

elendigt Liv, som man hidtil havde gjort. „Aa, meget værre, naadige Frue,“ svarede Sølling,

„meget værre, thi siden Deres Fader døde, har man ikke kunnet opdrive en Draabe ærlig

Brændevin i hele Byen.“

Paa sine gamle Dage havde Sølling fundet paa at indfinde sig engang imellem paa Sø-

cadetacademiet, og at underholde Cadetterne med Fortællinger fra hans Sømandsliv og hans

Farter paa Ostindien og Vestindien. Uagtet det skete i Cadetternes Fritid, syntes Chefen, Com-

mandeur Sneedorff ikke derom, og fik disse Besøg forpurret. Sølling var meget opbragt der

over, og i en Samtale med en ung Søofficer, beklagede han sig i stærke Udtryk over Sneedorff,

som han kaldte en Vanskabning. „En Vanskabning,“ udbrød den Anden, „„Sneedorff er jo

en smuk, velvoxen Mand“ . „Pst,“ raabte Sølling, „sikke Hænder, sikke Fødder, som paa en

Dame, er det noget for en Sømand. Han er en Vanskabning, det faaer man mig ikke fra“ .

Oehlenschlåger, der omgikkes Sølling, og satte stor Pris paa ham, fortæller i sine Erindringer

følgende:

Da Sølling engang kom hjem fra Vestindien fra en mislykket Speculation (de danske Sø

officerer havde i den Tid Tilladelse til at drive Købmandsskab), og han skulde drikke Caffe

hos sin smukke Kone paa Frederiksberg, tog han et Par Hankekopper, som hun satte for ham,

og med de Ord „Nej, lille Kone, det har vi F.g.m. nu ikke Raad til“ brød han Hanken af

Caffekoppen.

Naar Sølling kom til Oehlenschlåger, for at faa Sange

digtet til de foran omtalte Concerter, havde de lange Sam

taler, hvori han fortalte sine Hændelser og Æventyr.

Disse Fortællinger ledsagede den lille, smidige og ildfulde

Sømand altid med stærke Bevægelser og Udtryk. En Gang,

meddeler Oehlenschlåger, stod han med mig ved Vinduet

til min Stue i Bispegaarden, som vendte hen mod Universi

tetet. Her fortalte han mig en Historie, om hvordan han

engang havde luret ved en Dør og set gennem en Sprække

nede ved Gulvet, for at faa noget at vide. „Jeg trak Kjo

len af“ , sagde han (med det samme trak han Kjolen af),

„kastede mig ned paa Gulvet“ (nu styrtede han paa Gul

vet) og saae gennem Sprækken (nu lagde han Ansigtet til

min Dør). „Kære Commandeur“ sagde jeg „Jeg forstaar

Dem nok uden det.

Hvad maa Folk tro, hvis man ser fra Gaden, at Deres

Kjole bliver trukket af og De styrter paa Gulvet, medens

jeg staaer for Dem? Man maa jo tro, at jeg overfalder

og plyndrer Dem i mit eget Hus. Og kommer der nogen

og aabner Døren, saa slaaer man Dem for Panden“ . „Oh,

det har ingen N ø d “ sagde han, og sprang op igen.

Adam Gottlob Oehlenschlåger.