DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Bombebøssen

voxede, sees bedst deraf, at medens der i 1860 blev udgivet 147 Kr. til Klæder og Vask

og 1011 Kr. til Bespisning, var Udgiften i Aaret 1891 henholdsvis 598 Kr. og 5612 Kr.

Traadte man ind i den lange smalle Gaard i Brogade, observerede man, at Bygningen

strakte sig i Dybden fra den ene Gade (Brogade) til den anden (Torvegade). Gamle med

tagne Folk humpede omkring herinde eller sad og arbejdede med Tougværk i et lille

Værksted til højre for Porten. Trapperne og Gangene i Hovedbygningen gjorde et tarve

ligt, men solidt Indtryk. I de lange Corridorer var der anbragt Skabe i den ene Væg, og

hver Mand havde sit Skab, men en gammel iSømand kunde jo ikke saa godt undvære

sin Kiste, saa det var heldigt, at der var Plads nok paa Stuerne til, at han kunde faa

den med ind. Det var store rummelige Værelser, fire Mand paa hver Stue.

Naar man gik omkring og saae til dem, kunde man se de gamle Fyre sidde og lappe

deres Buxer eller rode i deres Kister eller spise sig en Ret Klipfisk eller man kunde

høre en eller anden fortælle om sine Strabadser. Alle klagede de over Gigten, og Alle

var de glade ved at være her. Commandeurens Portrait hang næsten paa hver Stue.

Stuerne for de gifte Folk var pæne venlige Stuer, hvor de „ e g n e “ Meubler fortalte om

Familielivet og den store Properhed om en Husmoder. I smaa Lukafer ude paa Gangen

var der indrettet Ildsteder.

Nede i Stuen var Directionsværelset, et stort pænt meubleret Værelse med en Mængde

Portraiter paa Væggene. Søllings Portrait maa først nævnes, det hang i to Udgaver, paa

det ældste af dem var hans Næse saa lille, at man knapt nok kunde kende Manden.

Midt over Sophaen hang der et stort Søbillede i coloreret Træsnit og til venstre i Bil

ledet den gamle norske Lodsbaad arbejdende sig møjsommeligt frem, til højre Søllings

Dæksbaad pile af Sted for fulde Sejl, og nede ved Randen af Billedet en Afbildning

af det Monument de norske Lodser rejste for Sølling, det hele et rørende naivt Minde

blad. Henne ved et af Vinduerne hang i Glas og Ramme et Aftryk af Søllings Opraab,

det saare interessante Actstykke, som baade belyser Tiden og Manden.

Ved 50 Aars Jubilæet i 1869 var der stor Fest og Glæde mellem Stiftelsens gamle

Beboere. Et godt Middagsmaaltid havde lagt Grunden til den Tilfredshed, der lyste ud

af de vejrslagne og barkede Ansigter om Aftenen, da de gamle Sømænd sad ved deres

Glas Punch, syngende og udbringende Skaaler i Anledning af Bombebøssens 50 Aars

Fødselsdag. Mangen god Ende blev spunden og mangt et Æventyr fra fjærne Lande

fortalt, medens de aldersstegne Gaster sad lunt i deres sikre Havn, og hørte Stormen

tude uden for, og mangen stille Tak sendtes Peter Norden Søllings Minde.

Men Aarene gik og Tiderne skiftede, Byen skød Ham og Skibsfarten gennemløb den

gennemgribende Udvikling, som Dampens Sejrstog betegner. Sejlene — „ d e h v i d e V i n-

g e r “ forsvandt mere og mere fra Havene, Rhederivirksomheden antog andre Former,

nye Router opstod, og nye Skikke om Bord vandt Indpas. Begrebet „ S ø m a n d s s k a b “

i den gode gamle Betydning maatte tildeels revideres, ligesom et godt Stykke Skibsmands

arbejde, da Sejlskibene med de stolte Rejsninger aftog i Antal, efterhaanden havde van

skeligt ved at hævde sin Kurs, undtagen netop over for de virkelige Kendere, og dem,

der betragter Søen som en gammel Kærlighed, der aldrig maa svigtes. Der er en mær

kelig „c o n s e r v a t i v M a g t “ i Søen og Sølivet. Gammel Sømandsskik hævder sig