113 / 154
34
Peter Norden Solling
virket til, at Maalet er naaet, at Bygningen
ikke maatte være forgæves, at der maatte vaa-
ges over den, og at den maatte bevares.
Men et Hjem dannes ikke af smukke Sten
og Kamre, men af Aanden, der raader deri
og Hjærterne, der lever derinde. Og Aanden,
der gav det gode Hjem, det var dog nok
Sandhedens, Fredens og Kærlighedens Aand,
og denne Aand er Guds Aand.
Der staar saa smukt i en af Sangene:
„Thi under Korsets Mærke skal Huset vies
ind, til Ly mod Storme stærke, med fromt
og ydmygt Sind". Dette Mæ rke skal minde
os om ham, der døde paa Korset som Verdens
største Helt, at vi ved ham maatte frelses
og arve et evigt Liv. Men som Vinden maa
gribe i Flagengen, at den kan folde sig ud i
sin Skønhed, saaledes maa Guds Aand ogsaa
være som den friske Luftning, der gaar g e n
nem dette Flus og Hjærterne, som skal bo
deri, hvis der virkelig skal leves under Kor
sets Mærke. Og det synes, den Herre Je
sus nok maatte kunne anslaa Strænge i en
gammel Sømands Hjærte. Han valgte sine
kæreste Apostle ud af gamle Søfolks Ræk
ker, han færdedes med dem paa Søens Bølger,
han stillede Stormen og fik Bølgerne til at
lægge sig, naar der var Fare paa Færde. Og
de gamle Sømænd skulde jo kaste Anker og
komme i Havn i dette Fljem. Men gælder
dette da blot de gamle Ben, mon ikke ogsaa
de gamle Hjærter. Og H jæ rter kan kun finde
Hvile hos Gud og
Ankergrund hos Frelseren. Thi naar Syndens og Sorgens Storme peb derude
og denuroligeSamvittigheds-
og DødsfrygtensBølger gik høje, saa var der nok kun en ene
ste, der kunde bringe Stormen til at stille af og dæmpe Bølgerne, og det var Jesus Christus.
Det vilde han gøre for enhver Sjæl, der raabte til ham: Herre, frels os, vi forgaa.
Maatte denne Herrens Aand bygge inden disse Mure og være Vægteren, der vaager over
Livet herinde, saa vil her blive godt at være, thi da vil her blive Sandhed, Kærlighed, Fred og
den gode Forstaaelse, og da er her jo et Fljem for de Gamle. Og naar de da bliver kaldede her
fra, for at gaa hjem til den store Flimmelhavn, kan de nynne med en af vore Salmer: Jeg døer
med Frydetanker, thi jeg er Jesu Lem, jeg letter glad mit Anker og sejler trøstig frem .“
»Bombebøssen« Overgaden o. Vandet Nr. 48 C.
Præsten nedbad derefter Velsignelsen over det nye Hus og dets Beboere.
Stifterens Sønnesøn, Commandeur Sølling, talte til Slutning til de Gamle:
„Min Bedstefader vilde have glædet sig, hvis han havde kunnet se den Bygning, som nu
var rejst, ikke mindst, fordi den var rejst ved Medborgeres Bidrag.“
Han henvendte særlig en Tak til Commandeur Kraft og Grosserer Heering:
„Hvis min Bedstefader havde været tilstede, vilde han maaske have sagt: Gutter, vær
nu brave og fordragelige. I min Bedstefaders Navn vil jeg give Beboerne denne Formaning, det
gælder baade „Kongens Kvarter“ og „Dronningens Kvarter“ . Jeg slutter med et Ønske om,
at Stiftelsen fremdeles maa trives og finde Støtte.
Den kan endnu trænge til Pen ge.“
Hans jævne tiltalende Ord slog stærkt an hos de Gamle, som med lydelige ,,Hø ru
tilkendegav deres Bifald.