177 / 224
145
gade i Bæ lgmørke og B rand storm for a t føre et helt Cirkus-
personale til S tettin.
A ld rig h a r jeg oplevet noget uhyggeligere, medens blege,
søsyge Mennesker tum lede mellem hverandre, Balletdam er
ne m ed deres lille, uundvæ rlige Hund klem t i Favnen, de
sammenstuvede Heste sparkede og stønnede, og Elefanterne
tudede i deres Snab ler som Kæmpe-Sirener.
I den Nat dukkede der m ange uhyggelige Historier op
om G irkusskibes g ru fu ld e Forlis.
En af dem var h elt rom antisk. Den handlede om en Skon
nert, der skulde gaa fra R iga m ed et russisk Selskab til Hel
singfors.
Da en lille kv indelig Jockey i sidste Øjeblik kom med sin
Hest, var der ikke P lad s til den, og hu n maatte m id t i Uvej
ret kampere paa nogle Knipper Halm med sit Dyr paa Dæk
ket.
P ludselig, da m an næ sten var ved Maalet, lød der et
Brag. Skibet var stødt paa et b lin d t Rev i den finske Skær-
gaard. Alle, hvem der var under Dækket, druknede, kun den
lille Jockeyrytterske reddede sig i Land paa sin svømmende
Hest.
Men i Nat troede m an ikke paa den A rt S o lstrå le fo r
tæ llinger, og alle A rtister stod paa, at de frem tidig i deres
Kontrakt vilde forlange, at Rejser fra P lads til P lads saa
vidt m u lig t skulde gaa over Land.
D irektørerne var lydhøre overfor dette Krav; men saa
skete der noget — dog det er en anden Historie.
Foreløbig ho lder vi os til København og Cirkus Busch.
Denne havde nu nem lig — takket være Danmark, hvor
den æ ldste Datter
Paula
var født, udviklet sig til en Ver-
denscirkus m ed et an erk en d t europæ isk Navn.
Busch havde faaet sin egen Cirkus i Køln og Miinchen,
»Cirkus Bavaria«, og h an var paa Vej til over Hamborg at
Københavnsk Cirkusliv