Spejlet

»Det var dog mærkeligt«, sagde hun, »jeg

havde saa bestemt troet, at den vilde sætte

Blomst, naar den kom ud i det Fri!«

Gartneren, der boede skraas overfor dem, er

klærede imidlertid, at det var rimeligt nok.

»Man kan altid tage en Frilandsvækst og

plante ind,« sagde han, »men naar en Plante

har staaet længe i Potte og saa bliver plantet

ud, saa gror den i Reglen ikke.«

Naa, Maren plantede en Fuchsia i Steden for

Geranium’en, og Trekanten kom efterhaanden

til at se ud som en rigtig [pæn lille Familie

begravelse.

— »Det var den Sommer!« sagde Ole, da

han kulegravede Haven

0111

Efteraaret. »Ja, det

første Aar kan man jo aldrig regne, men jeg

skal nok mønstre Kvikkerne til næste Sommer,

for nu nakker jeg de fleste af dem, og Resten

bitter jeg ved Foraarsgravningen.«

Vinteren gik godt, Ole og Maren laa i Hi.

De havde begge to saa megen Søvn og saa

megen Hvile til Gode for mange Aar, at de

uden Vanskelighed drev det til at sove fjorten,

femten Timer i Døgnet. Ole læste Aviser og

»Ugens Nyheder« — og han læste grundigt —

Maren lavede Mad con amore og strikkede

Strømper — utallige Strømper — og inden de

rigtig vidste af det, var Foraaret kommet og

Haven tilsaaet.

Og Ole fik Ret: han havde virkelig mønstret

Kvikrødderne. Det var ham da ogsaa en stor

Triumf — i Begyndelsen — men da en Maaneds

Tid var gaaet, var det alligevel med en vis Til

fredsstillelse, at baade han og Maren opdagede

et enkelt lumsk Græsstraa inde i et Bed, og

var der flere paa een Gang, kastede de sig begge

to over dem med Lugegaflerne for dog at have

lidt at bestille.

Søndagene begyndte at blive noget trange.

Ole stillede sig gerne med en Pibe i Munden

op ved Laagen ud til Bivejen og saae langt efter

et kendt Ansigt, men der kom Ingen, og Fix

sad ved Siden af og ventede forgæves paa nogen

at gø ad.

— »Jeg synes aldrig mere, Du pynter Dig

0111

Søndagen, Maren«, sagde Ole en Dag.

»Hvorfor gør Du ikke det?«

»Aa, hvem skulde man egentlig pynte sig for?»

svarede Maren.

»Nej, saamænd«, indrømmede han.

En tør Periode paa et Par Uger bragte igen

Humøret op : der maatte vandes. Og Ole og

Maren vandede og vandede, det gik Timerne

storartet med, men saa kom der Regn — mer

end nok — nu var det umuligt at blive ved

med at vande.

Ole gabede Dagen igennem, han blev utidig

og sov til Middag paa Formiddagen, og Maren

lagde med Bekymring Mærke til, at han somme

tider stak to, tre Snapse under Vesten til Fro

kosten og fire, fem til Aftensmaden, blot fordi

han ikke vidste, hvad han ellers skulde tage

sig til.

H un begyndte nu forresten ogsaa at kede

sig. Kom der tilfældig en Gang

0111

Maane-

den en Lirekasse i Nabolaget, foer hun afsted

for at fryde sig ved dens Toner, og hun greb

sig selv i at ønske, at hun havde nogen at

skændes med

0111

sin egen Vaskekælder.

—»Man savner s’gu lige godt at tage en Tur

ud paa Landet

0111

Søndagen«, sagde Ole'en

Aften.

»Ja, men du er jo da ellers paa Landet«,

indvendte Maren.

»Ja, jeg er saa.«

— »Skal du luge imorgen, Ole?«

»Hvad skulde jeg luge — der er jo ikke

Pille Ukrudt i hele Haven!«

Saa sad de en Timestid og saa ind ad Kjø-

benliavn til. Det blev mørkt, og den store By

laa og lyste for Ole, som den havde gjort det

i hans Barndom — han faldt i Tanker.

— »Gud skal vide,

0111

der er mange paa

Frederiksberg iaften«, udbrød Maren pludselig,

»Det er der sgu nok«, svarede Ole med et

Suk. »Det er jo ogsaa en nydelig Aften at være

saadant et Sted.«

— »Skal Du ikke i Seng, Ole?« kom det efter

en Pause.

»Nej, ikke lige nu.«

»Hvor kan det være?«

»Aa, jeg har ohselveret, at jeg lige kan se

det øverste af Raketterne i Tivoli her fra Bæn

ken, og naar de første futter af, veed jeg, at

Klokken bestemt er Elleve; saa stiller jeg mit

Uhr efter det — det er saa behageligt at vide,

hvad Klokken er.«

»Aa, ja — Godnat, Ole!«

»Godnat, Maren!«

Fortsæltes.

— 164 —