Spejlet

Landsbybørn.

E t L iv s R o m a n . — Af

S o p h u s

B a u d i t z .

det tidlige Foraar, midt i Marts, flyttede de

itd efterat have afstaaet Forretningen og En

spænderen til en solid Mand fra Christianshavn.

Alt deres Bohave var stuvet ind i en Flytte

vogn; selv tronede de paa Bukken af den, og

Fix sad mellem Benene paa Ole og gøede ad

alle, de mødte, mens Buret med den lyssky

Kanariefugl, og en Geranium, der aldrig havde

blomstret, stod paa Skødet af Maren.

— Der blev noget at tænke paa, og noget at

tage fat i ude paa Aldershvile!

Møblerne, de havde, forslog hverken helt

eller halvt i de mange Bum, og saa maatte de

til Byen at købe nye. Hos en Marskandiser fik

de, hvad de ønskede, og Ole havde Spendeer-

bukserne paa og købte Luksusgenstande som

et Dameskrivebord paa tynde, skrøbelige Ben

og et Par Portrætter i rigtig Oliefarve — dem

fik han grumme billigt, for Marskandiseren

vidste ikke, hvem det var, de forestillede, men

derfor pyntede de jo lige godt paa Væggen.

»— Bare man nu snart kunde komme til at

bestille noget i Haven«, sagde Ole, men dels

havde han foreløbig nok at gøre inden Døre,

dels var det et ualmindelig vaadt og koldt

Foraar, saa det var ikke til at faa Jorden i

Tale. Foreløbig maatte han derfor nøjes med

at studere i en gammel Havebog og i et Erfur-

ter Gartnerkatalog, hvor han navnlig svælgede

i de latinske Navne, og i Fremtiden saa han

hele sin Strimmel Jord som en stor, bugnende

Køkkenhave.

Endelig begyndte det da at blive Foraar,

Vandet trak sig i Jorden, og Mulden skørnede.

Ole gravede Haven og havde jo nok sine Be

tænkeligheder ved de mange Kvikrødder, han

traf, men han satte alligevel trøstig Bedene af,

— de fleste af dem blev kun et Par Alen lange

— traadte Gangene til, rev, saaede og klappede.

Maren indrettede sin Blomstertrekant neden

for Verandatrappen: der blev lagt Pralbønner

og saaet Beseda, siden skulde der sættes Bal

saminer og Bævehale, og den gamle Geranium,

hun havde bragt med fra Byen, blev plantet

ud midt i Bedet.

— »Bare, at vi maatte faa Regn!« sagde Ole

den følgende Søndag, »det trænger vi svært til!«

»Ja, hare vi maatte!« sagde Maren.

Hidtil havde de nærmest betragtet det som

en personlig Fornærmelse, naar Vorherre havde

ladet det regne over dem en Søndag, men man

— Med T e g n in g e r a f

E r i k

H e n n i n g s e n .

(Fortsættelse).

ser jo anderledes baade paa Vejret og paa Til

værelsen overhovedet, naar man først er bleven

Agrar.

Det blev imidlertid ikke Regn, det blev Sol

skin, og Ole og Maren tilbragte en stor Del af

Søndagen inde i »Lysthuset«, et grønmalet

Kæmpefuglebur, om hvis Tremmer der stod et

Par tungsindige Elmetræer, der saa ud, som

de fortrød, at de havde indladt sig paa at vokse.

De enkelte Søndagsgæster, der forvildede sig

ind paa Bivejen og kom forbi »Aldershvile«,

betragtede Ægteparret med hele den besiddende

Stands Foragt for deres jordløse Medmennesker.

— »At de Kjøbenhavnere saadan gider jage

herud om Søndagen!« sagde Ole forarget.

»Ja, de maa jo da imellem se lidt Grønt«,

sagde Maren undskyldende.

»Aa, ja, saagu, det kan der være noget i«,

indrømmede Ole og saa uvilkaarlig mildere,

men afgjort medlidende paa Kjøbenhavnerne.

— Nu begyndte det at komme op i Haven —

Karse og Radiser, Persille og Gulerødder —

men samtidig med disse Vidner

0111

en højere

Kultur pippede Planteverdenens ubudne Prole

tarer frem: Agerkaal og Løvetand, Vejbred og

Hyrdetaske.

»Dem skal jeg nok klare«, sagde Maren og

begyndte at luge, »det er jo en ren Plaser at

luge, naar det er Ens egen Have!«

Og Maren lugede, lugede, saa hun svedte ved

det. Rigtignok gik der i Begyndelsen af og til

en Radise eller en ungdommelig Gulerod med

i Løbet af en Fejltagelse, men det gjorde ikke

noget, for der var nok af dem.

Værre var det, at Kvikgræsset, som Ole jo

allerede ved Gravningen havde haft sine Be

tænkeligheder ved, nu for Alvor begyndte at

tage fat. Maren kunde have renset Bedene aldrig

saa fint

0111

Aftenen: næste Morgen var der

nye, næsvise Skud af Kvikrødderne oven Jorde.

Saa maatte Ole tage fat. Det blev en formelig

Kamp mellem ham og Kvikgræsset, og havde

han forsigtigt faaet en rigtig lang Udløber gra

vet op, kunde han betragte den med en vis

grum Glæde.

»Ja, havde jeg bare de Kvikker udryddet,«

sagde han, »saa var det en ren Fornøjelse at

holde Have! — Naa, til næste Aar skal jeg nok

have Krammet paa dem!«

Maren havde den Sorg, at hendes Geranium

gik ud.