Spejlet

(jMUtning.;

— Intet Ukrudt, Ingenting at vande; Humøret

sank, og Snapsene steg.

Maren var ganske paa det rene med, at Ole

maatte have noget at bestille, ellers gik lian i

Spaanerne — men hvordan skulde man skaffe

ham det? Hun spekulerede frem og tilbage, laa

tidt vaagen

0111

Natten — hun vidste ikke sine

levende Raad.

— Ole vilde ikke tro sine egne Øjne, da han

en Morgen kom ned i Haven og saa noget

smaat, lysegrønt Noget pippe frem i alle Bede.

»Hvad kan det dog være!« sagde han til

Maren, men Maren kunde ikke sige ham det.

Da der var gaaet et Par Dage, var han imid

lertid fuldstændig klar over, at det smaa lyse

grønne, der forbausende hurtigt blev stort, var

Agerkaal, og han tilbragte derfor en ligefrem

virksom Dag med at luge, og var helt oplivet

den Aften over at have haft noget at bestille.

»Men h v o r den styrtende Masse Agerkaal paa

een Gang er kommen fra, det kan jeg sgu ikke

begribe!« blev han ved at gentage. »Bare man

dog kunde klare den!«

Oles Ønske blev opfyldt: han fik Løsningen

paa Gaaden.

Da han nemlig en otte Dages Tid efter Ager-

kaalens mystiske Invasion en Morgen vaagnede

meget tidligt, saa han til sin Forundring, at

Maren ikke. laa i Sengen.

Han gik hen til Yinduet, kigede ud og saa

hende i bøjet Stilling nede mellem Bedene.

Hvad var det! Lugede hun? — Der var jo

Ingenting at luge!

Og han ned i Haven, hvor han kom bag

paa hende uden at hun mærkede det.

Jo, det var en artig Opdagelse!

Maren, hans

egen, ægteviede

Hustru, saaede

ligefrem Ager

kaal, som hun

havde taget fra

Kanariefuglens

Ædeglas, saaede

det rigtig om

hyggeligt mel

lem Persille og

Spinat, Gulerød

der og Kjørvel!

Ole sagde ikke

et Ord, og Ma

ren heller ikke,

men fra det Øje

blik gik han og

ventede paa, at

hun skulde komme med et Forslag, og hun

ventede paa, at h an skulde gøre det.

Ingen af dem vilde imidlertid sige det første

Ord, og saa led Tiden med Gaben og Utidighed,

med Surmulen og Smaasnapsen. Hver Aften

sad de begge to paa den lille Bænk udenfor

Huset og saa ind mod Kjøbenhavn, og hver

Søndag Aften stillede Ole omlryggeligt sit Uhr

efter de første Raketter.

Fix døde.

Den havde været hel underlig i længere Tid,

havde siddet og hevet Dagen igennem nede

ved Laagen og havde sukket saa melankolsk,

naar den

0111

Aftenen laa ved Fødderne af sin

Herre, og ligesom han saa ind ad Byen til.

Dyrlægen havde været hentet — han sagde,

den led af Fedt paa Hjærtet som Følge af

manglende Motion — men hvad han skrev op,

havde ikke hjulpet, Fix døde og blev begravet

i Marens Trekant under Pralbønner og Bal

saminer.

Ole og Maren sad den Aften, Hunden var

bleven begravet, som sædvanligt paa Bænken

og var ganske højtidelige.

— »Du, Maren«, sagde Ole og tog Piben ud

af Munden.

»Ja, Ole!«

»Ved Du, hvad je g vil?«

»Nej, jeg ved ikke, Ole.«

»Jeg vil ikke ligge oppe paa den kedsomme

lige Gjentofte Kirkegaard, hvor der aldrig kom

mer et Menneske undtagen

0111

Søndagen —

jeg vil ligge paa Vestre Kirkegaard!«

»Ja, det kan Du jo ogsaa godt komme til,

Ole«, svarede den fredsommelige Maren.

Pause.

E R IK H EN N IN G SEN

—