Spejlet

— »Véd Du, hvad jeg tror,

Fix døde af?« spurgte saa

omsider Maren.

»Nej, jeg ved sgutie.«

»Jeg tror, lian døde af d e t,

han havde glemt at gø, det

gamle Skind.«

»Ja, det e r ikke umuligt. —

J eg glemmer sgu ogsaa til

sidst at gø!« kom det som et

uvilkaaiiigt II dbrud .

*Saa' er det da ogsaa din

egen Skyld, Ole!»

»Ja, det er jo ligesom man

tager det!«

Lang, lang Pause.

Endelig fik Maren en lys

Ide og benyttede for første

— og sidste — Gang i sit Liv

Billedsproget.

»Ole«, sagde hun.

»Ja!«

»Kan du

huske,

hvad lian,

Gartneren, sagde i!]or?«

»Nej, jeg kan sgutte!«

»Jo, den Gang, da min

gamle Geranium var gaaet

ud!«

»Ja, jeg kan ikke huske

det endda.«

»Jo, han sagde, at naar

noget havde staaet i Potte

i lang Tid, saa gik det ikke

med at plante det paa

Friland,sagdehan.«

»Naa, sagde han det — ja,det kan der

111

aa

ske nok være noget i.«

»Men tror Du saa ikke ogsaa, at Du — og jeg

— vi duer ikke til at plantes ud i Gjentofte?«

»Ja, vi er jo da ellers oprindelig Frilands-

vækster«, sagde Ole, der sindigt men resolut slog

over i Marens Billedsprog.

»Men vi har været forlænge i Potte inde i

Byen!« svarede Maren med Sikkerhed.

»Det kan der muligvis ogsaa være noget i!«

»Ja, men saa er det vel bedst, vi gør, hvad Du

alligevel længe har gaaet og tænkt paa, Ole.«

»Hvad er det, jeg længe har gaaet og tænkt

paa, Maren?«

»Det er akkurat det samme, j eg har tænkt paa,

Ole!«

»Ja, det forandrer jo Sagen. — Saa mener

Du altsaa, jeg skulde tage til Byen imorgen og

tale med Prokuratoren?«

»Ja, det ved Gud, jeg mener, Ole!«

E R IK H EN X IN G SEN

Otte Dage senere havde Ole solgt Aldershvile,

og inden Oktober Flyttedag havde han sat sine

Penge i et fem Etages Hus ude ad Vesterbro,

hvor han selv har Lejlighed paa Kvisten og er

sin egen Vicevært.

Nu er Maren igen hver Søndag pyntet, og

Ole gaar regelmæssigt et halvt Skridt foran

hende med Cigaren i et langt Bør.

Om Vinteren kommer de ikke længere end

til Frederiksberg, men om Sommeren tager de

ud i den nærmeste Omegn, gaar rundt og ser

paa Villahaver og glæder sig ved deres Kvist i

den store By.

Hermed afsluttes „S P E J L E T

‘

med Tak fo r i Sommer,

—

190

—