48 / 269
hun sig hjemligt i sine
smaa bløde Silkeskrud
og den svære gyldne
Kæde, Far havde givet
hende. Hun var vor
Barndoms Eventyrprin*
sesse og udfyldte al sin
Tid i vor Nærhed, for*
lod os aldrig, men var
undertiden foruden os
Børn omgivet af en
Sværm af elskværdige
unge Damer af Byens
bedste Familier, som lærte at male og spille af hende, og som
i de frie Øjeblikke hjalp til at forgude de yngste af os Børn.
Fader saa vi sjældent; i over 20 Aar foer han i Islands*
fart fra April til November og efter Hjemkomsten endda
ofte en Østersørejse inden Jul, saa vi var lidt bange for ham.
Jeg husker godt, hvor morsomt han legede med os og løb
omkring med os paa Skuldrene, men vi forstod dog aaben*
bart ikke hinanden, vi var jo kun vant til at hænge i Moders
Skørter; det har jo naturligvis mishaget eller smertet Fader,
at vi ikke var rigtig frejdige i hans Nærhed. Efterhaanden
som vi voksede op, fordrede Fader mere Udholdenhed og
Alvor af os, end vi kunde præstere, saa det undertiden blev
tungt for vore stakkels stræbsomme, retskafne Forældre, den
korte Tid de var sammen. Faders næsten sibiriske Tilværelse
gjorde hans Sind saa tungt, at det kastede Skygger over
vort Barndomsliv, og dog aandede og levede han kun for
Moder og os.
Vi faar her en dyb Forstaaelse af en Søkaptajns haarde og triste
Lod, halve Aar ad Gangen adskilt fra sin Familie, som han elskede,
og knuget af Islands kolde og barske Fjelde.
Paa Islandsrejsen i 1862 blev Kaptajn Glad syg, men haabede at
kunne naa hjem med Skibet. Han døde ombord 2. September 1862
to Dagsrejser syd for Island. Hans Søn Julius vendte med Skibet til*
4
49