50 / 269
CARL FREDERIK GLAD,
død i Reykjavik, den 2den September 1862.
59 Aar gammel.
Med Børn og Hustru glad han Afsked tog,
Da Vaaren sidst jog Vinteren paa Flugten,
Og med sin Søn han nu fra Hjemmet drog
Og styred freidig Coursen gjennem Bugten.
Snart gynged Skibet ham paa vilden Hav —
Farvel han sagde da til vore Strande,
Men ahned ei, at det var til sin Grav
Han stævned hen, i Nordens kolde Lande.
Det var en Vej, som tidt han pløiet har;
Til Islands Kyster drog han hen hver Sommer,
Og atter her ved Vintertid han var;
Men nu han aldrig meer tilbage kommer.
Saa underfuldt det kan i Verden gaae —
Her i hans Hjem han blev med Længsel ventet,
Mens han paa Sotteseng i Island laae
Og der hans Sjæl af Døden saa blev hentet.
Her Stork og Svale kom og fløj igjen,
Og Sæden spired frem og kom i Lade,
Og saadan Tiden sagtelig gled hen,
Nu paa hans Hjemkomst vented de saa glade.
Da aabnes Døren — ei med Liv, som naar
En munter Yngling hjem fra Reise kommer,
Men langsomt, nølende — der Sønnen staaer,
Men Faderen? — han stander for sin Dommer.
Han hviler nu i Fred i Islands Skød!
Didhen med Veemod de i Tanken vandre,
Som her med Savn begræde maae hans Død,
Man haabe, hist at samles med hverandre.