32 / 158
Chef-dommeren og chef-assesoren arbejder
hårdt, mens anklagen med ækvilibristisk snil
de og megen latinisering køres frem mod os-
færdig* Dommeren siger tak, kaster blikket på
forsvareren, der stadig ser søvndrukken og
tømmermandshærget ud, han liver op, og begyn
der en lang tale om det offentliges ulovlig
heder, og vore dyder — dog, retfærdigvis, mest
det første! Anklageren fortsætter sin skygge
boksning, og argumenterer mod det oplæg, han
i dagene forud, har givet forsvareren i mun
den, for til sidst at bøje sig for sine egne
argumenter fra modpartens side!! Dommeren, med
usikre smil, lettere forvirret. Hele scenen
grotesk fra vor side: Bordene tæt besat med
arkitektlamper, jeg ser dommerens ansigt skå
ret i stykker af disse lampearme, og hele sce
nen som et puslespil med levende brikker.
Snart en arm, snart en hånd, en knap i en jak
ke - øret halsen skulderen - eller ingenting.
Der er ikke lys i en eneste lampe - armene
atritter til ingen nytte op og ned - ledninger
ne der skulle give dem liv er bundet om lam
pearmene. Det er en splinterny retssal, så det
er kun lys i loftet over os - Og pludselig er
er det ferbi, ingen votering eller kendelse,
bare et: Vi ringer til jer, når vi ved hvad
vi vil sige.
Dette var i virkeligheden revolutionens aller
sidste øjeblik! N er det ikke os længere.
Nogle få mennesker skal nu bestemme over det,
vi
har stridt og stræbt for at nå frem til.
t f