114 / 161
112
Nationalmuseet.
i Museet. Men rart nok var det dog, om der ved
Siden af den danske Samling stod en fremmed, hvori
vort Forhold til Udlandet gennem Middelalder og den
nyere Tid kunde ses og efterspores Træk for Træk.
Desværre ejer vi ikke en saadan Samling, fordi der
fra gammel Tid ikke har været nok forhaanden til at
danne den af og heller ikke Midler til at tilvejebringe
det. Og nu er det for silde; thi i Udlandet er alt
herhen hørende vokset fast i Museerne.
Men naar vi fra de velbekendte Forhold gennem
de historiske Tider gaar tilbage til den dunkle Oldtid,
da kommer vi paa en Grund, hvor man tidligere ikke
vidste, at der var en lignende Enhed i Kultur, som senere
hen. Man troede nærmest, at den »klassiske« Verden
(med dette Ord betegner man den store sammenhæn
gende Oldtidskultur i Italien, Grækenland, Ægypten,
Assyrien og i det hele Forasien) og de barbariske Folk
(det vil sige alle Europas Folk uden for det klassiske
Syden) var skilte saa noget nær ved en uoverstigelig
Kløft. Vore Forfædre skulde have levet deres af
sondrede Egetliv, og alt hvad de havde, skulde være
selvstændigt og urnordisk. Først gennem Museerne
og da navnlig vort Museum har man set, at dette
ikke er saa. Tværtimod var der ogsaa i Oldtiden
megen Enhed i den europæiske Kultur og det saa-
ledes, at Udviklingen hos Barbarerne, altsaa ogsaa i
Danmark, bestandig gik i de klassiske Folks Spor.
Saaledes vil man forstaa Betydningen, ja næsten
Nødvendigheden af, at man i Nationalmuseet har det
fremmede i Ryggen, ligesom vort Land i Oldtiden
havde den klassiske Verden i Ryggen. Hverken Mu
seets studerende eller de besøgende vilde ellers kunne
faa nogen dybere Forstaaelse af vor hele Oldtids
kultur.