218 / 233
- 84 -
O pfyldelsen a f Slæ gtleds H aab d et er,
O g Solens G lans betyder D anm arks L yk k e;
M en L ys ej tænkes kan foru den Skygge,
D en, som paa Solen stirrer, in tet ser.
Saa man som B aggru n d frem da F ortids Skygge,
O g se paa dem , der kæm ped, stred og sto d ;
D et dyreste, det røde H jerteb lo d
B lev g iv e t hen fo r D anm arks H e ld og L ykke.
S et m od den B aggru n d: K am pen , D ødedansen,
Bli'r Ø jet aabnet ret fo r Sollysglansen.
F ølg m ed til B akkens Top, om Du har L yst,
M en langsom t, va rsom t!
—
hvor D u Foden sæ tter,
Saa m angt et L iv blev slu kt i m ørke N æ tter,
Saa m angen V unde flæ nget d y b t i B ryst.
Vær stille, ty s ! — alt aander her kun Sm erte,
Se de har lagt dem langs m ed alfar Vej, —
Du hører kendte Toner, næ gt det ej,
—
O g nyn n er h ø jlyd t a f D it ganske H jerte:
'
»Slum rer sø d t i Slesvigs J o rd
D yrek ø b t den blev ved Eder. . . .«
Orkestret: Slumrer sødt i Slesvigs Jord.
E j sa n d t! nu ser Du Solen bryde frem
O g skuer N u tid s F ryd m od F ortids Sm erte;
Se Straalen brydes gennem Taarens Strøm ,
O g der bli’r R egnbuestem ning i D it H jerte.
Vaj sto lt da D annebrog, vort L ands Trofæ ! —
D et L ys bli’r aldrig slukt, den F est ej glemm es,
E t N a v n i alle danske H je rte r gem m es:
»
D yb b ø l, D yb b ø l! — D anm arks T h erm opylæ
!«
Orkestret: De vog dem, vi grov dem.
—
Væ r da velkom m en ! ej alene dog
Til L andet
»F reyas Sal m ed brede Bøge«,
M en og blandt os. — I F estens G lans forøge,
Vi tale dog det samm e skønne Sprog.
M ed Sang vi hilse J e r m ed Toner stærke,
M ed O rd paa Læben, som til H je rte t naar;
T ag m od vo rt H a a n d tryk , saa I faa r a t mærke,
A t det er Broder, som fo r B roder staar.
V or F rem tid ingen Sjæl form aar at granske,
Men held Jer, held J e r! I er atter Danske.