125 / 191
Theophilus Hansen og brødrene Dalhoff
han til Jonas Collin. Han spurgte, om han kunne gøre sig håb
om »at skulde fuldføre den af mig paabegyndte Svane til Ro
senborg Hauge«. Problemet var økonomi. Han måtte bede om
flere penge, skønt hans bror Herlov for et år siden havde lovet
at ville skaffe »Udlæg til Materialierne og levere en Svend til
Hjælp«.18
Drengen med Svanen blev dog færdig som planlagt og udstil
let på Charlottenborg (nr. 355) i marts 1837, hvor anmelderen
var fuld af lovord over skulpturen og støbningen. »Vi har med
stort Velbehag betragtet Fontainen til Rosenborg Have. Den er
fortrinligt udført i Bronze af Hof-Guldsmed Dalhoff efter Hr.
Freunds Model«. Man var dog ikke helt tilfreds med måden den
var udstillet på. Det røde papir, den stod opstillet på, var ikke
nogen god baggrund for den grønne bronze, det ville have været
bedre, mente man, med en lys farve.19
Wilhelmine Dalhoff skrev morsomt den 20. maj til sin mand,
der nu var rejst på studierejse: »Idag er Svanen spadseret hen i
Kongens Hauge, men den vil ikke blive opsat førend sidst i
næste Uge; indtil den Tid staaer den hos Gartneren«. Den 26.
juni kunne hun meddele, at Asbjørn Jacobsen skulle hen i
morgen »i Kongenshauge for at faa Svanen op«.20Figuren står
nu i Statens Museum for Kunst, mens en nyere støbning fra
1914 har erstattet den oprindelige i haven.
Anden juledag 1836 skrev Hansen, »var jeg i Holmens Kirke og
hørte Munter, her traf jeg Dalhoff med hvem jeg gik hjem og
drak Schokolade«. Balthasar Munter var kapellan ved Holmens
Kirke og en af de aktive mænd bag De Massmannske Søndags
skoler. Vi ved, at Dalhoff få dage senere, nemlig den 29. decem
ber skrev til Kunstakademiet: »Undertegnede har i flere Aar saa
inderlig ønsket at kunde gjøre en Reise til Paris, dette Ønske er i
Aar især forøget«. Han ville gerne lære nyt om forgyldning og
ønskede også at besøge nogle fabrikker ved Rhinen. Til dette
formål ville han indsende en ansøgning til Fonden ad usus
publicos om understøttelse på 4-500 rigsdaler og ønskede Aka
demiets anbefaling. Et argument var, at han følte sig overan-
strengt. »Da jeg i Efteraaret en Tid arbeidede formeget om
Nætterne har mit Helbred lidt noget haaber jeg ogsaa at en
Reise vilde være mig gavnlig«. Han havde ladet nogle af sine
arbejder radere i zink og tillod sig at »indsende nogle Aftryk af
123