162 / 205
III. 19. APRIL 1916—29. JUN I 1923
Ændringer i sit Testamente som Felge. a f dette Udslag a f en my Tids ned-
-brydende Aand.
Der var imidlertid det mærkelige ved Foreteelsen, at man ligesom blev
tvunget til at lytte efter, hvad denne unge Mand havde paa Hjerte. Man følte,
at han hørte 1 hvert Fald til dem, der tænkte. Der gik en egen klar og logisk
Traad gennem hans Tale. Ordene formede sig naturligt i velhyggede Sæt
ninger, uden at han støttede sig til noget Manuskript, han var kort sagt vel
talende, han var den fødte Taler.
Grønskollingen var
L a u r i t z K a a r ø e .
Denne hans Debut, øm hvilken der
stod Yaabengny, blev Indledningen til et siden uafbrudt Arbejde i vore Or
ganisationers Tjeneste. Fra Rekruttilværelsen i 1907 svinger han sig hurtigt
op som en lille Napoleon i de stigende Grader. Fra 1907—09 arbejder han
Side om Side, bl. a. med undertegnede, paa en Sammenslutning af »K. K.« og
*K. M. K.e. Denne gennemføres paa Falderebet af 1909, og Kaarøe bliver
den nye »Faglig' Forening«s første Næstformand. Den 21. Marts 1911 bliver
han denne Forenings Formand, efter at Bjerre er traadt tilbage. I denne
Egenskab er han med i Arbejdet for Kommunalforeningens Reorganisation,
sidder en Tid i Bestyrelsen, kommer selvskreven ind i Forretningsudvalget
i 1916, for endelig den
2
. April 1919, da Paulson trækker sig tilbage, en
stemmig at blive kamret til Indehaver af vor kollegiale og faglige Sammen
slutnings højeste Tillidspost: Formand for Københavns Kommunalforening.
Som der altid har været en klar og logisk Opbygning i de Meninger.
Kaarøe ved mangfoldige Lejligheder har udtalt, og en ligesaa maalbevidst og
sikker Vurdering af Nutid og Fremtid i de Handlinger og Skridt, han liar
anbefalet at foretage — har der i hans egen foreningsmæssige Karriere været
en klar og logisk Linje, der saa selvfølgeligt maatte føre ham til Tops. Han
er ikke alene den fødte Taler, han er ogsaa den fødte Fører.
Den, der skriver disse Linjer, har fra første Færd fulgt Lauritz Kaarøe’s
Virksomhed op gennem Aarene og har stedse staaet ved hans Side i Arbejdet.
Jeg har her lært Mennesket og Foreningsmanden Kaarøe at kende til Bunds,
og jeg kan derfor med nogen Berettigelse føle mig kaldet til ved denne Lejlig
hed at være den, der vurderer hans Betydning. Og det skal da siges — selv
om man ud fra det Venskab, jeg som naturlig Følge af vort mangeaarige
Samarbejde maa nære til ham, vil kalde mig en partisk Dommer — at jeg
i Kaarøe har fundet en Mand med de smukkeste menneskelige Egenskaber;
den, der har set ham i hans Hjem, vil kunne bevidne dette. Som Forenings
mand har jeg ikke truffet nogen, der i Evner og Indsigt, i Udsyn og For-
staaelse, er kommet paa Siden af ham. Han har været vor Forening en
uvurderlig Kraft.
Kaarøe har ikke undgaaet den Skæbne, som alle i fremskudte Poster
let udsætter sig for, at møde Modstandere. Som han har formaaet at skabe
sig Venner — og jeg vil vove at paastaa, at disse er i langt overvejende Fler
tal — har han ikke kunnet undgaa at møde Fefik, der stillede sig i ret fjendt