FrederikBøgh

Hus, ved hvis A rne Aand, Hjærte o g G em yt har

opslaaet sit H jem , saa er det i D eres Faders

Præstegaard.

D e v é d , at der er Intet, je g i al

min L ykke sætter saa højt som et behageligt,

et hvad m an i daglig T ale kalder rigtig „h y g g e

ligt“ H jem — aandelig forstaaet.

M en der er

dog m egen F orskjel paa B yernes o g Landets

Fam ilieforhold.

B yen er ikke skabt for Enhed

o g Sam m enhold — m en Landet o g Landlivet

gjør Sam m enhold til en N ød ven d igh ed , d o g ikke

derfor til en mindre Behagelighed.

D erfor er

det, je g saa gjæ rne vilde kikke ind i et rigtig

landligt Familieliv — for at s e , hvorledes m an i

Byen tilnærmelsesvis skal tilvejebringe „L an dliv“

i den Retning.

Imidlertid skal D e n u slippe for

mit B e sø g ; m en til Som m er indestaar je g D em

ikke for, at je g en D a g hilser paa D em i „D eres

R ede“ . —

Gamle

M o l b e c h sendte igaar Bud efter

m ig, for at sp ø rg e , om je g kunde have L yst til

at høre nogle Forelæ sninger over udvalgte A f

snit af den danske P oesis Historie, nem lig, saa-

vidt je g kunde forstaa, en U dvikling a f Striden

mellem

B a g g e s e n og O e h l e n s c h l æ g e r .

Jeg

gik overordentlig gjæ rne ind herpaa, navnlig da

han vil holde dem privatissime i sit eget H jem

o g til Tider, valgte efter O verenskom st.

H ar D e