217 / 719
Grevinden af Bagsværd og Aldershviles historie
207
Olesen, sådan som det meddeltes i enkelte københavnske
dagblade ved hans død, har haft planer om at genopføre
hovedbygningen, er det i alt fald planer, som han har
holdt helt for sig selv. Nok var han en stille og indeslu t
tet mand, men selv hans mangeårige fortrolige og med
direktør, James Løve, der blev hans efterfølger som di
rektør i firmaet, har aldrig fra Olesens mund hørt en
udtalelse, som kunne tydes i den retning.
Ved arkitekt Thonning lod han opføre en sommer
bolig på den vestlige bred af næsset, det som oprin
delig var Cathrineholmen. Denne træbygning, som nok
er stærk i formen, men som ikke just kan kaldes en arki
tekton isk perle, er nu kendt som „Aldershviles Slotspavil
lon“. I denne forbindelse bør det fortælles, at pavillo
nens bygmester var i familie med Peter Nicolai Arbo.
Det var nu afdøde tømrermester Otto Henrik Arboe, som
havde opførelsen i entreprise. Mens arbejdet med opfø
relsen stod på, har Olesen løselig berørt, at denne pavil
lon, engang når han var død, kunne indrettes til ferie
hjem for firmaets personale. Men tanken blev aldrig
gennemført, måske fordi Olesen allerede på det tidspunkt
var en svagelig mand. Den række sygelejer og opera
tioner, som fulgte i årene indtil hans død, har sikkert
svækket hans lyst til at tumle med for store opgaver.
Samtidig med opførelsen af pavillonen installerede han
de elektriske lygter og et belysningssystem til illum ina
tion af ruinen. Dette har dog kun været i brug een gang
i Olesens tid, mens det senere ofte har været anvendt
ved folkefester. Det er også Olesen, som har bekostet de
tunge, uskønne cementbroer over kanalerne, hvorved
helhedsbilledet af den skønne park har fået et kedeligt
skår. Det træder tydeligt frem ved sammenligning med
de to træbroer ude på næsset. Men ansvaret for denne
„vildfarelse“ tilfalder vel mere arkitekten end bygherren,
som jo på denne tid var en syg og forpint mand.