123 / 322
»KIRKESAGENS SYVSTJERNE«.
Bangert.
Adolph.
Borgen.
Lange.
Koch.
Westergaard.
Levinsen.
kerne, kommer da ikke Sognekirkerne under samme Dom?
Og kan en ærlig Kristen, naar han har faaet Øje paa For*
argelsen, undslaa sig for at søge den fjernet?“
Efter saaledes at have peget paa det, der maa fjernes,
omtaler han noget andet, der maa frem: nemlig den frivillige
Selvbeskatning og den enkeltes Offervillighed, og slutter der*
efter saaledes: „Lad os optage i vor daglige Forbøn Kirke*
sagen i sin Helhed, og vi vil erfare, at Tanken mer og mer
kredser derom; vi faar Sagen stedse kærere, og hvad der da
ydes, bliver virkelige Kærlighedsgaver; dem er det, Kirke*
sagen tiltrænger og gerne skulde have efter stigende Skala.“
dermed ligefrem peger paa, at vi først og sidst maa være
opmærksomme paa, hvad der foregaar saavel i Hjertetemp*
let som i Kirkehusene. Og lad os kun paany læse Jakobs
Brev 2, 1— 9, og det fejler ikke, at Herrens Venner
kan ikke
være med til at forhaane de fattige,
kan ikke
være med til at
leje eller udleje Kirkestole, lad dette være Vantroens Sag. I
kgl. Anordning af 11. Novbr. 1899 § 6 findes en Sætning
saalydende: „Udlejning af Distriktskirkens Stole maa ikke
finde Sted“. Er det anstødeligt og utilladeligt i Distriktskir?
Da Direktør.
Borgen
døde, skrev Biskop
H. O sten feld
bl. a.: „Man har undertiden spurgt, hvilken enkelt af de syv
Lægmænd, som rejste Herrens Banner herinde i vor store