164 / 322
147
Tager jeg mit Liv, min Glæde, min Frimodighed, min K raftr
mit Haab
som ert S elvfølge
og som noget,
jeg selv
har skaffet
mig, saa hviler det ogsaa paa mig selv og min egen Styrke,
og naar det i trange Tider gaar nedad med denne, vakler
alt, hvad der bygges paa den. Men er min Glæde, min Vis?
hed, min Styrke, mit Haab og mit frie Mod
en G a v e fra Gud,
saa kan det staa, ogsaa naar Prøvens Tid kommer, og der er
Skyer for Solen.
M en hvorled es er da mit Forhold dertil?
er det en Tilfældighed eller en blind Skæbne som er over
mig. Den, som lever under en blind Skæbne, han lever under
en lukket Himmel, han
har ingen at sige Tak til.
Ved at
takke for Gaven og Glæden er det, at jeg
tilegner mig denne,
saa den virkelig bliver min, at jeg ikke staar i et blot ud?
vortes Forhold til den. Kun ved at takke tilegner jeg mig
Guds Gaver, saa de ikke bliver ydre Tilfældigheder, men
Gaver, som gør mig glad,
fordi de kommer fra ham, som
under mig det vel. Det er det første:
en G ave bliver først
rigtig min, naar je g har takk et for den.
Dernæst:
Takken forbind er M od tageren ikke alene m ed
Gaven , men m ed G iveren .
Gaar jeg ind i en Butik og køber
noget og lægger mine Penge paa Bordet, saa er jeg ikke det
mindste forbunden med den, jeg køber hos. Naar Gud er
god mod os og giver os sine Velgerninger, saa venter han
ikke, at vi skal betale ham og yde ham nogen Gengæld, men
han
v en ter, at vi bringer ham v or Tak.
V i husker alle For?
tællingen om
den gældbundne T jen er,
hvem Kongen eftergav
al hans vældige Gæld; ham gik det galt siden efter. Hvorfor?
Fordi han, som havde faaet Lov at blive i Tjenesten hos
Kongen, i Kongens Hus vilde indføre en anden Tone end den,
som Kongen havde anslaaet, da han eftergav ham al hans
Gæld. Han vilde staa med et
egenkærligt og rethaverisk
Sind
indenfor den Konges Slot, som havde skænket ham den hele
Tilgivelse. Men paa hvilket Punkt i Historien om ham be?
gyndte det at blive galt med ham? Jeg synes, at det er der,
hvor der ikke fortælles noget om,
at han sagde Tak,
da Til?
giveisen var ham skænket; thi kun igennem Takken forbindes
Modtageren af Gaven — enten det er Tilgivelsen eller en
anden Velgerning fra Gud — med Giveren.
For det tredie: Apostlen taler om Takken som det
alt
om fattend e
—
altid,
for
alle Ting
— er det da ikke en Umu?
lighed eller noget ganske uvirkeligt? Selvfølgeligt kan der
tales derom, saa det bliver noget opskruet og uvirkeligt,
men er den dybeste og stærkeste Tone i
Takken ikke for
O p fyld elsen af mine Ønsker,
men
Takken for Gud selv,
saa
er det ikke noget overspændt. Det er jo Meningen med de
sidste Ord: „i vor Herres Jesu Kristi Navn“, at vi takker
først for Gud. selv. A f et lille Barn skelnes der ikke mellem
Fars og Mors Gave og Far og Mor selv, men som Barnet