165 / 322
148
vokser til, lærer det at gøre Forskel, og naar man bliver
gammel og har glemt det meste af, hvad Far og Mor glædede
en med, saa har man ikke glemt dem selv. Saa samler Taks
ken sig, om man har dem, til dem selv, og om de er gaaede
hjem, saa takker man Gud for dem. Saaledes er i al Tak til
Gud den
d yb este T on e T akken til ham, at han vilde væve
vov Fvelses Gud
ved vor Herre Jesus Kristus. Og det er han
altid, ogsaa i de trange Tider, i disse mærkede vi det stær*
kest. Netop i disse holdt hans Haand saa fast og stærkt ved
os, da erfarede vi paa særlig Maade hans
T vofa sth ed og
bævende Kvaft,
saa de blev de Tider, som satte stærkest
Stempel paa os. Saa er Takken ikke alene Udtryk for et rigt
Menneskeliv med Gud, men det gør
L iv et endnu vigeve.
M en hvovled es skal vi da ta k k e?
Ja, vi skal ikke nøjes
med at sige:
d et skulde jeg egentlig
takke for, thi det er et
Udtryk for, at vi ikke takker. V i skal
sige
Gud Tak. Men en
Tak med Ord, som kun er Ord er ingen Tak.
I en af de ældste Salmer i vor Salmebog staar der:
jeg
takke
dig vil og
tjen e
o Jesus, det lover jeg dig.
Takke og tjene gaar sammen. Har Gud været mig god,
saa venter han ikke, at jeg betaler ham, men hans Gave og
Godhed medfører
Ansvav,
nemlig at jeg tjener ham. Han
tjen es
blandt dem, han har sat os iblandt, thi han siger: „alt
det I har gjort mod disse mine mindste, har I gjort mod
mig.“
Saa velsigne Gud Taksigelseskirken og den Gerning, som
heri og herudfra skal øves, at det maa blive
en O p ø v else
i
at sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu
Kristi Navn. Da kommer den til at bære sit Navn med Ære.
Det give Gud. Amen.
Biskoppen indviede derefter Kirken. De i Ritualet fore*
skrevne Læsestykker oplæstes af Provst Fenger og Præsterne
With, Steen og Huusom.
Man sang derefter Salmen: „Lover den Herre, den mæg=
tige Konge med Ære“, hvorpaa Forretningsudvalgets For?
mand, Kirkefondets Sekretær, Pastor Charles Nielsen talte
i Tilknytning til Salme 126 om, hvorledes Tanken om at rejse
denne Kirke var opkommet i Begyndelsen af Krigens strenge
Tid. V i var som drømmende, naar vi tænkte paa, at vort
Folk og Land blev skaanet for at blive draget ind i det
blodige Opgør. For dette vilde vi give Gud Æren og vise
det ogsaa ved at bygge en Taksigelseskirke. Nu staar den
der. Og Menigheden, som i de mange A ar har levet i den
uanselige lille Kokolithkirke, er som drømmende, naar den
ser sig om i dette festlige Kirkehus.
Men Fremtidsdrømmen, der ligger bag ved hver ny Kirke,