20 / 322
KøbenhavnsKirkesag
og Menigheden.
Nr. 3.
April.
1926.
Store Bededag.
S
tore Bededag er nær, og Store Bededags Kollekten be
tyder jo saa meget for det københavnske Kirkefond, at
vi selvfølgelig altid ser frem til den med ikke ringe Spæn
ding. Aarets første Maaneder er ikke rige paa Indtægter for
os, medens Udgifterne maanedlig er sikre og store. Hvis vi
ikke omkring 1ste Maj turde regne med rige Gaver fra Me
nigheden rundt om i vort Land, vilde hele vor Virksomhed
gaa i Staa. Og hvorledes skulde vi have Frimodighed til at
gaa videre og arbejde for de fortsatte Udvidelser, som Ho
vedstadens Vækst kræver, om vi ikke hvert Aar mærkede
de mange trofaste Venners Haandtryk og fortsatte Tillid
gennem Store Bededags Ofrene?
I Aar er Spændingen nu større end ellers. Thi vi kender
alle de økonomiske Vanskeligheder, der føles ud over hele
vort Land. Og alligevel er vi nødt til at bede om Menighe
dens Gaver ligesom ellers, ja bede alle Kirkesagens Venner
i Danmark, om det paa nogen Maade er muligt, at hjælpe
med til, at Bededags-Kollekten ikke gaar ned. Thi selvfølge
lig har hele det nye Fremstød, som den store Hjælpeind
samling har indledet, allerede lagt og vil snart lægge flere
nye Byrder paa Kirkefondets Skuldre. Men, Venner, det er
jo Guds Riges Hemmelighed, som vor Mester har lært os,
at det er en Ære og en Glæde at bære Byrder til Gavn og
Velsignelse for andre. Tak, at vi tør tro, I fremdeles vil
hjælpe os dermed!
Og vi har i Aar endnu en Grund til at se frem til den
forestaaende Kollekt med særlig Alvor. Thi Kirkesagen har
i den sidste Vinter været Genstand for ret alvorlige Angreb
fra flere Sider. Og naturligvis har disse ført os til at prøve
os selv og vort Arbejde, om dette maaske ikke mere svarede
til Tiden, eller der kunde være nogen Skævhed i vore op
rindelige Grundsætninger. Vi tør sige, at vi — med al god
Vilje til at forstaa Tidens Udvikling —
ikk e
har kunnet se
det. Vi skønner ikke rettere, end at det i Kirkesagen udvik
lede, levende Menighedsarbejde i frit og loyalt Samarbejde