KøbenhavnsKirkesag

Lidt om Københavns Kirkesag

i Anledning af Store Bededagskollekten.

Det har nylig været Paaske. Vi har været ved vor Frel

sers Kors paa Golgatha og siden ved den aabne Grav og hørt

Englebudskabet til de bedrøvede Kvinder: Frygt ikke, thi

jeg véd, at I leder efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke

her, han er opstanden. Og vi har forhaabentlig, ligesom

de, frydet og glædet os derover og følt vore Hjerter juble

i Troen paa, at vi har en levende Frelser, som er med sin

Menighed alle Dage indtil Verdens Ende. Men hvoraf véd

vi nu ogsaa det saa vist? Ja, denne fulde, glade og lykke

lige Forvisning naar vel intet Menneske til, før han selv

ligesom de første Disciple har haft sit Møde med den op

standne Frelser og talt med ham ligesom de Gang efter

Gang. Som man ikke kan tvivle om et Menneskes Tilvæ

relse, som man daglig omgaas og taler med, saaledes er hele

ét troende Menneskes L iv fuldt af Beviser for, at Jesus

lever og hører vor Bøn og kommer os til Hjælp, naar vi

paakalder hans Navn. Det er en ligesaa haandgribelig og

uomtvistelig Virkelighed for os, at vi har en levende Frel

ser, som nogen anden Virkelighed i Verden.

Men alligevel kan der vel nok tales om Beviser for Jesu

Opstandelse, ogsaa udenfor de Oplevelser, vi selv har i det

daglige Samliv med ham. Som et af disse klare og uom

stødelige Beviser kan da henvises til hans Kirkes Udvik

ling og Vækst og hans Evangeliums Sejrsgang udover Ver

den. Hvorledes kan man tænke sig saadanne Resultater

naaet, hvis det kun var en død Mands Tanker og Ord og

ikke en levende og bestandig virkende og arbejdende Per

son, der staar bagved og er med i det hele. Der fortælles, at

en af den ugudelige Preusserkonge Frederik den stores Ge

neraler en Gang, da Kongen spurgte ham om Beviset for

Kristendommens Sandhed, svarede: »Jøderne, Deres Maje

stæt!« Om et lignende Spørgsmaal blev rettet til os, kunde

vi pege paa den kristng Ungdomsbevægelse, som nu sam

ler Tusinder, ja Titusinder af unge Mænd og Kvinder om

Korsets Fane, eller paa den københavnske Kirkesag, som

i Løbet af en Menneskealder har rejst Snese af Kirker i

Danmarks Hovedstad uden nogen som helst Støtte fra Stat

eller Kommune, alene ved frivillige Gaver fra den levende

Menighed i vort Land. Hvorledes skulde dette være muligt,

hvis der ikke var en levende Frelser, som fra sin himmelske

Trone, hvor han nu sidder ved Guds højre Haand, udrækker

sine velsignende Hænder over sine Tjeneres Arbejde for

hans Riges Fremme.

Jeg husker saa godt fra den Tid, da Brorsonskirken