266
indsamlingens store Møde i Koncertpalæet 1925. Det var ham
derfor ogsaa en Glæde, da han valgtes ind i Bestyrelsen
det skete først i 1927, det var derfor kun i Fjor, at han var
med til Bestyrelsesmøde.
V i har Grund til at være taknemlige for, at vort Arbejde
havde disse to Mænd som Medarbejdere.
P.
Helweg^Larsen.
Hjælpeindsamlingens
afsluttende Repræsentantstævne.
Hjælpeindsamlingen har d. 17. og 18. September holdt
sit s y v e n d e o g s id s t e R e p r æ s e n t a n t s t æ v n e — a lts a a H jæ lp e *
indsamlingen paa Landet, den i København er, som bekendt,
et Aar senere paa Færde. Det betyder ikke, at Hjælpeind*
samlingen er forbi, skønt de fem Aar er gaaet i Aar. Den
har endnu det sidste, og; næst Begyndelsen, vigtigste Tag til*
hage. Det er altsaa for tidligt at skrive Hjælpeindsamlingens
Nekrolog, men Repræsentantstævnernes Nekrolog kan skrives.
Og her er et af de Tilfælde, hvor en smuk Nekrolog er
paa sin Plads. Her er meget at mindes med Tak og Glæde,
medens man skal søge for at finde det, som vilde virke for*
styrrende i en Nekrolog. Thi disse Møder har været noget
for sig selv. Ikke blot vi fra Ledelsen herinde, men mange,
s o m k o m r e js e n d e h e r in d , s y n e s , d e r v a r e n e g e n
Luft
o v e r d em .
Hvad er det, som har gjort Repræsentantstævnerne til
det, de blev? Først, at der lyste
et stort Maal
for os. Det
kan man jo nok kalde det, at skaffe vor Hovedstad alle de
Kirker, den har Brug for. Og Maalet var endda langt mere
end Bygningerne.
Dernæst, at vi var forenede om
et Arbejd e,
og et Arbejde,
som stillede betydelige personlige Krav. Man skal være var*
som med at anvende det misbrugte Ord Offer — selv om der
sagtens har været adskillige, for hvem selv 50 Øre om Maa*
neden har været et Offer. Men naar jeg tænker paa den
store Skare af frivillige Medarbejdere, vel sagtens'
6
—8000,
som ofte har givet meget af deres Tid, saa kommer vi vel
alligevel af og til op i Nærheden af det Ord. Og det bringer
baade Glæde og Velsignelse til Arbejdet.
Fremdeles, at vi kunde høre
Kærligheden til Kirkesagen
gro. Gamle Træer skød friske Skud og nye Vækster spirede
frem. Det er det. Kirkesagen aandeligt skal leve af. Jeg har
derfor heller ikke kunnet frigøre mig for det Indtryk, at ved
disse Møder har egentlig
Kirkesagens Tyngdepunkt
i stigen*
de Grad ligget i disse seks Aar. Det var en Oplevelse, da vi
første Gang mødtes i 1923 og mærkede Viljen til at føre