7 / 322
4
Det var egentlig
en lille B egynd else,
som nu var gjort af
de 70 med at brede Guds Rige ud. Maalt med hele Opga
vens Storhed at bringe Guds gode Bud til alle Slægter, at
løse alle de Millioner og Milliarder af Fanger, som sukkede
under Djævelens Aag og Trældom, kunde det jo synes som
en Draabe i Havet. Og
dog
fryder Jesus sig, som om hele
Maalet var naaet. Ikke saaledes, som om han
d røm te sig
til S eiren ;
derom siger hans Ord os klar Besked, han sender
dem paany ud til Arbeidet, og han minder dem om, at der
maa være den fasteste Forbindelse mellem deres Gerning og
deres eget personlige Liv.
Og det er nu
Guds Børns Kaar,
at naar der er sket en
Begyndelse, maaske kun en lille Begyndelse paa Guds Ger
ning, saa faar de
den hele fu ld e Glæde
derover. Det gentager
sig Gang paa Gang. Nu i denne Advenstid mindes vi jo
0111
Johannes Døberen. Da han som et lille Barn laa paa sin
Fader Zacharias’ Arme — ja, da var det et Spædbarn uden
stor Kraft, men i dette Barn saa Zacharias Opfyldelsen af
Guds trofaste Forjættelser, og han udbryder i sin herlige Lov
sang: »Og du, Barnlille, skal kaldes den Højestes Profet!«
Zacharias har den hele fulde Glæde, skønt han kun har
Begyndelsen af Virkeliggørelsen af Guds Løfter.
Saaledes er det med et
M enneske, som har op lev et det
at
faa
Guds T ilgivelse
, Syndernes Forladelse. Det er kun Be
gyndelsen til et frelst Menneskeliv, rent og uden Anstød paa
Kristi Dag, fyldt med Retfærdigheds Frugt, men det er Be
gyndelsen, som volder den hele jublende Glæde, saa det
synger i det Menneske, som har oplevet denne Begyndelse.
Det gentager sig hver Gang vi
op lev er et lille F rem sk rid t
af Guds Sag,
saa fører det med sig den hele, stærke Glæde
— saadan er Gud overfor os.
Og nu vil
koldsindige M enn esker sige:
Det er
M enn eskers
Naivitet,
at de saa at sige drømmer sig til Glæden og tager
den paa Forskud. Nej, lad os vente med at glæde os, til
Fuldendelsen er naaet! Vi maa være bekymrede,
0111
det
nu ogsaa kan naas, for den Smule Begyndelse er jo ingen
Ting.
Jo, saaledes kan der ses forskelligt derpaa.
Lad os en Gang tage et
lille dagligdags E k sem p el.
Der
er et lille Barn, som skal lære at gaa og lære at tale. Og Bar
net snubler og fægter med Armene og gør nogle underlige
Bevægelser, og Barnet giver nogle underlige Lyde fra sig
og siger Ordene forkert. Og de, som staar og ser paa det,
ler maaske deraf og kan kun se det ubehjælpsomme deri,
men Moder ser anderledes derpaa. Hun ser vel, at det er
ubehjælpsomt, men samtidig ser hun, hvad det er Begyn
delsen til, hvad der kan komme ud deraf, og derfor glæder
hun sig over alle disse smaa Tilløb. Det er
Kærlighedens
Maade at se paa en B egyndelse.
Og nu Gud Fader oppe i Himlen, hvorledes ser han paa