Rosenborg

L iv s f a re , i d e t h a n la g d e s ig n e d p a a J o r d e n f o r a t se,

o m d e r k u n d e y d e s H jæ lp , o g v a r n æ r s t y r t e t i T a n d e t,

liv is ik k e K jø k k e n m e s te r e n h a v d e g r e b e t h a m v e d d e n

h ø jr e H a a n d 1).

R a n tz a u s L ig b le v »m ed s to r P ro c e O o m

h ø y L iu s D ag « fø rt t i l h a n s G a a r d i K jø b e n h a v n , o g

v e d h a n s L ig b e g æ n g e ls e , s o m n o g le U g e r e f te r f a n d t

S te d » m e d s to r P ro c eB « i N ik o la j K ir k e , v a r H a n s M a je

s t æ t m e d d e n k o n g e lig e F a m ilie t i l s t e d e 2). K o n g e n , d e r

J) Fridericia, S.

, Anm.

2) Wolf ogHofman, a. St. — Anna Katharina, der døde den

August

1633

af Sorg over sin Fæstemands Bortgang, antages at

være Forfatterinden til det i Peder Syvs Yiser, Udg.

1787

, S.

729

—

732

, optagne Sørgedigt, i hvilket Begyndelsesbogstaverne af

hvert Yers danne hendes Navn, og som lyder saaledes:

1. Aid verdslig pragt, Hed ald sin herlighed, Er snart

ombragt.

Det maa jeg give magt, Og forandret til fortræd:

Thi densom meener i aar, At han staar,

Om han end frygter

GUd, Kand dog snart faa bud, At han skal herfra, Lade glæden

staa, Hvad er da verden at lide paa?

. Nu stod jeg vist med glæden i min haand, O JEsu

Christ, Hvor snart er glæden mist! O hvor skiørt er lykkens

baand! Jeg meente det holdt fast, Men det brast, Udi et øye-

blik, Fik strax en anden skik; Aid min fryd og skemt, Hastelig

blev temt, Og som en syvn forglemt.

. Nu var fast tid, At glemme ald min sorg, Nu slog jeg

lid, At lykken var mig blid; O Fortuna du falske borg. Jeg

efter hans villie fand, P’anged an med fryd igien, Og jage

sorgen hen, Da kom stor ry, Over land og by, At min sorg

angik paa ny.

. Aid lyst foor hen, Aid verden blev mig leed, Ey

verdslig ven kand rejse mig igien, Dødsens pile slog mig ned:

Thi den jeg havde ret kier, Og var værd, At holdes for en ven,

Tog døden pludslig hen, At jeg unge biood Miste strax mit

mood, Da jeg meente best jeg stood.

. Christelig og vel, Drev han sin alders tid, At sind og

siel Elskte GUd, ræt og skæl, Mod hver mand var from og

blid. Thi fortryder mig ret hiertelig, At saadan ædelt hiert’

Skulde hendes saadan smert’, Ja saa ynkelig udaf dødsens svig,

Overfaldes uformod’lig.