27 / 161
2 0
o m ta le r R a n tz a u s D ø d i e t R o s e n b o r g d e n 7. N o v e m b e r
d a te r e t B r e v m e d fø lg e n d e O r d : »DeB R e iix k o f f in e is te r s
6. A c li b ittre død, H v i gjorde du det m ord? Den angest
og nød, H a r g jo rt’ m in’ øyne rød, A c h livad lia r je g da g io rt!
A id m in natur blev forvendt Og bespendt H ed angest runden om,
Da saadant fo r m ig kom, A t je g miste brat, Den ædle skat, Som
kom m ig fo r dag og nat.
7. T h i maa med m ig Enhver bekiende vel, D u død giø r
lig Den fa ttig med den rig , Og tar uden fo rg ie l; Dog naar GUd
give v il S it lov d e rtil, H ed d ig maa dandse hen Baade fiende,
frende og ven. Ja i alle land, H verken kvin d ’ e lle r mand, Kand
undgaa dødsens liand.
8. H vo m ig har kiend, See m ig a lv o rlig an, Om je g er
den I denne m in elend, Som m ig kiendte fo r live r mand. Jeg
maa bestaa det e
r.san d t, Jeg
varvant A t elske æ r’ og løst,
N u har je g m ist m in trøst, U d i
etø je b lik, H an drakden d rik ,
H vorved ald m in lyst fo rgik.
9. A id m in gestalt fra hoved in d til fod, See hvor den
fa ld t, Y e d dødsens streng’ gevalt; T h i forvandlet sig m it blod:
Jeg som var rosenrød, Seer nu en død H e e r’ lig i fa rv ’ og hud,
A c h m ig bedrøved brud, A t den dødsens m ord Og ulykke stor
Kamte m ig om m it liierte-no or!
10. Kaaben og skrigen har g io rt m it hierte mat, H it
hoved sygt, H in e øjne saa d islig , Som m ig døden havde fat,
Legemet m ister sin kra ft, Det har haft, Som den t il grav fa r hen,
Jeg længes t il m in ven, E ja var je g nu der, H vo r m in a lle r-
kierest er, D et var m in liiertens begier.
11. Jammer og graad E r bleven m in musik, Jeg er fo r-
raad a f dødsens g ift og braad, Og forgiven a f hans d rik.
A ch kunde je g ønske m ig Sandelig, K et strax at fare hen, T il
m in udvalde ven; T h i je g veed med skiel, A t det gaar liannem
vel, Og GUd haver giem t hans siel.
12. Naar findes den, H ig læ r taalm odigheds konst; B ort
er m in ven, Jeg sørger her ig ien , H in begjer’ er omsonst. E nd-
dog je g udøser klag, N at og dag, Og er al m in begiæ r, A t
komme hvor lian e r; H en dog lever je g nu, H ed en s o rrig fu ld
hu, Som en eenlig turteldu.
13. A de god nat, Far vel du præ gtig blod, Jeg er nu
mat, For d ig m in ædle skat, D u giorde m ig a ltid got: Om det
m ig nu fo rlag t var, Og stod for, at leve her endnu, Steds’ est
du m ig i h u ; T h i du varst m in beste ven, Jeg var ogsaa din
igien, Det tvinger m ig t il Graven hen.