131 / 258
Den tavse Dansker—og en, der taler
1916
Bogen, der læses a f alle Danske, om
en Sønderjyde i Verdenskrigen .
Forfatteren
Erich Erichsen,
hvis
praktiske Hverv er at være Redak
tionssekretær ved Dagbladet »Kø
benhavn«, har allerede tidligere er
hvervet sig en stor Læsekreds Lan
det over ved en lang Række vel-
skrevne Fortællinger. Men med sin
i Aar udgivne Bog »om den, der
gjorde sin Pligt«
Den tavse Dansker
har Erich Erichsen faaet snart sagt
alle Danske i Tale. Det er en Beret
ning om en Sønderjydes Deltagelse
i Verdenskrigen, bygget paa mundt
lige Meddelelser og Breve.
Den tavse
Dansker
er allerede udkommet i op
imod en Snes Oplag.
Den gribende Skildring gives af
den unge Sønderjyde, der vender
hjem fra Krigen. Han har mistet sin
højre Arm, Ansigtet er præget af
Sorger og Savn, han ser ud som en
gammel Mand. Og han siger:
— Det var Rædslernes Rædsel. I
begriber det slet ikke, I, der lever
trygt paa hjemlig Jord og tjener
Guld paa andres Elendighed. I aner
ikke, hvilken skrigende Jammer,
hvilken bundløs Fortvivlelse, hvil
ken grufyldt Umenneskelighed vi
har maattet opleve. . . . Jeg kunde
tænke mig, at man kan lide, og lide
alt, for det, der for en er skønt og
helligt og evindeligt. Jeg kunde
tænke mig, at man i saa Fald kunde
se tilbage paa det, der mødte én af
Gru og Forfærdelse, som stort og
ophøjet, fordi det i sin Rod var viet
og velsignet af noget dyrebart, noget
umistelig kært . . . noget, der var
ud over Livet og Tiden . . . noget,
der havde Evighedens Haab og
Længsler i sig . . . men naar det nu
altsammen kun øves af
Pligt.
En
kold uafvendelig Pligt------
Og nu fortæller denne unge Søn
derjyde om alt det frygtelige, han
har oplevet under Krigen, hvor han
har maattet slaas for et Land, som
han ikke føler som sit eget------
Bogen slutter med disse Ord:
— De kaldte mig: Den tavse Dan
sker . . .
De havde Ret.
Men alle de andre da . . . Hvad
dem . . . Mon deres Navn ikke bli
ver det samme. Jeg tror det.
Jeg tror, der vil blive saa tung og
trøstesløs en Tavshed dér, hvor der
før var saa megen Styrke, saa megen
Glæde, saa megenTro, og saa mange
skønne Haab.
Den tavse Dansker.
Ikke sandt. Jeg tror, det vil blive
Navnet for dem alle. Thi Mindet le
ver lykkeligt i det stille. Og de store
Sorger har ingen Ord.
Søndeijyske Soldater: Fader og Søn.
„Den fulde og den liele Sandhed4 —
G en e ra lm a jo r Casten sch io ld retter et ska rp t A n g r e b
mod F o r sv a r sm in is te r P. Huneh .
9. A u gu st.
Generalmajor C a s t e n s c h i o l d offentliggør i Aften i N a t i o n a l
t i d e n d e under Overskriften D en fu l d e og he l e Sandhed en Artikel,
hvori han angriber Forsvarsminister Munch.
Generalen skriver bL a.:
Der er rejst Tvivl om Ministeriets Vilje og Evne til at tale Sandhed.
Og det er Ministeriets egne Medlemmer, som har rejst den. Det er da
berettiget at spørge, om der altid tidligere er talt Sandhed a f Ministrene.
Jeg sigter her til det hemmelige Rigsdagsmøde den
Oktober 1915,
hvor Forsvarsminister Mun c h gjorde Rede for Forsvarsforanstaltnin
gerne. Har Ministeren her sagt den fulde og hele Sandhed? Rigsdagens
Tavshed synes at vise, at den har været tilfreds med de givne Oplysnin
ger. Men i Befolkningen og i Hæren er der stadig Tvivl og Uro og en
dyb Ængstelse for, at Forsvaret ikke er, som det burde være.
G en e ra len fik 14 D age s
K va rte ra rre st .
24.
September.
Overkrigskommissionen, som paa
Forsvarsminister
Munchs
Foranled
ning tog Sagen op til Behandling,
har sluttet sine Undersøgelser, og i
Gaar blev Dommen afsagt. Den kom
til at lyde paa 14Dages Kvarterarrest
for Generalmajor
Castenschiold.
Det udtales i Præmisserne, at selv
om Tiltaltes Grunde for ham har
staaet som overbevisende efter hans
Opfattelse af det lukkede Rigsdags
mødes Karakter og Hensigt, maatte
hans Stilling som tjenstgørende Of
ficer til Ministeren som Hærens
Foresatte udelukke hans Beføjelse
til, navnlig i en Henvendelse til Of
fentligheden, at fremsætte Udtalel
ser om Ministeren, der i Ord og
Mening maa betegnes som kræn
kende for denne.
Generalm ajor Castenschiold.
130