81 / 594
P. Købke
71
Christen Købke, og at han havde taget Arv efter sine For-
ældre, selvom han mistede sin Fader i sit syvende og sin
Moder i sit ottende Aar. De smaa Billeder af hans Fader,
der hang paa hans Væg, var for ham ikke blot Familie
erindringer, men ogsaa en Kilde til daglig Kunstglæde.
Slægtens kunstneriske Kultur fæstnedes ogsaa ved
andre Slægtskabsforbindelser. Flans Moster var gift med
Medaillør F. C. Krohn, der jo ikke blot var udøvende
Kunstner, men ogsaa Samler og Kender af antik Smaa-
kunst og af Raderinger. Hans næsten jævnaldrende Fæt
ter var Maleren Pietro Krohn, Kunstindustrimuseets første
Direktør, og endnu paa hans ældre Dage knyttede Slægt
skabet og den fælles Kunstglæde Forbindelse mellem ham
og hans Fættersøn Mario Krohn, den fint kultiverede og
alt for tidligt bortkaldte Kunsthistoriker.
Gennem det Krohnske Hjem kom Købke til at kende
mange Kunstnere, men af størst Betydning for ham var
vel nok hans Venskab med Julius Lange. Og han selv
blev, paa sin beskedne Vis, Forfatter. Han skrev meget
populære, men forstandige og nyttige Smaabøger om
danske Kirkebygninger,
0111
Runerne i Norden, om Ros
kilde Domkirke, om Guldhornene,
0111
Orkhon Indskrif
terne og om Raadhuset, Arbejder, af hvilke især de først
nævnte utvivlsomt har gjort megen Nytte. Mere et Første-
haandsarbejde var »Vor Frelsers Kirke«, som han sammen
med Raadstuearkivar O. Nielsen udarbejdede for Magi
straten, men ifølge Emnets Art kan Teksten ikke være per
sonligt præget. Saavidt mig bekendt, er der kun et eneste
Sted, hvor Købke taler paa egne Vegne, i hans Forord til
Udgaven af Julius Langes »Menneskefiguren i Kunstens
Historie«. Saare beskedent karakteriserer han her sin for
tjenstfulde Udgivervirksomhed, som han havde paataget
sig efter sin afdøde Vens udtrykkelige Ønske, og som se-
nére fortsattes med Udgaven af Julius Langes Breve.
Utvivlsomt er det paa Grund af Købkes Beskeden