187 / 235
FORTSÆTTENDE VIRKSOMHED
1 7 7
Forbrug af Sæbe er en Maalestok for dens Velstand og
Kultur. Men det Samme kan siges om en Række andre
Produkter, bl. A. ogsaa om Olie. Allerede 1454 findes
der en Pibe Olie (»olgh«) paa Kjøbenhavns Slot, og i
Dronning Kristines ovennævnte Hofholdningsregnskaber
er der oftere Tale om Olie. Men den Gang brugtes Olie
formentlig kun som Lægemiddel og til Madlavning.
Lampeolie var en ukjendt Ting. Morket holdt man
sig tarveligt fra Livet ved Fyristikker, primitive T ran
lamper og daarlige Lys. Vi skulle et godt Stykke ind
i det attende Aarhundrede, for der for Alvor bliver Tale
om Olie som Belysningsmiddel og — om selvstændige
Oliemøller. Indtil da betragtedes de. som nævnt, her i
Landet kun som et Tilbehør til, et Led i den af Sæbe-
syderierne udfoldede Virksomhed. Forud for Lampernes
Forbrug af Olie gik forøvrigt Malernes Forbrug af Olie til
Farver, og senere er hertil kommet ogsaa Maskinernes
stærkt voxende Forbrug af Olie som Smoremiddel.
Som Olien har medvirket til i bogstavelig Forstand
at gjore Livet lysere, er den nu medvirkende i enhver
Maskine, baade dem, der arbejde i Trafikens, og dem,
der arbejde i Industriens Tjeneste. Olien staar absolut
i Forbindelse med voxende Kultur og voxende Velstand,
og nu Gjødningsforholdene. Hvor ligger der ikke et
mægtigt Kulturfremskridt i den kunstige Gjødnings
stærkere og stærkere Fortrængen af den naturlige Gjød
ning fra Latrinerne. Vi behøve i saa Henseende blot
at kaste Blikket paa Udviklingen her i Kjøbenhavn.
Hvor var Forholdene paa dette Omraade ikke for
underligt primitive til langt ned i Tiden. Det er først
Forvalteren ved Kunstakademiet H. C. Sonnin, der i
12