33 / 235
32
PETER CASSE
Anna Cathrine og Botilla og saa Sonnen Hans, der er
i sit 27de Aar. Man fristes til at sporge: hvorfor gaar
han mon hjemme? Ti det antydes end ikke, at han er
Faderen til Hjælp i hans Virksomhed. Forklaringen
maa ligge andensteds, og muligvis ligger den da deri,
at der hos nogle af den opvoxende Casse-Slægt har her
sket en eller anden mindre heldig Tendens. Det kan pege
i denne Retning, at vi i 1757 træfle den ældste Son i
Vestindien. Peter Petersen Casse bliver i det nævnte
Aar ansat som Kontrolør, Visitør og Taxatør paa St. Croix,
hvor han allerede dør i 1761, forøvrigt som Kasserer og
Toldforvalter. Men særligt oplysende er her Raadmand
Casse og Hustru’s egen testamentariske Disposition af
13. Jun i 1776, ti i den sige de om to af deres Sonner,
Hans, »som endnu er ugift«, og Andreas, »som har Kone
og Born«, at de ere »af den Naturel og Beskaffenhed,
at de ikke ere tjente med at faa nogen Arv og Penge
under Hænder«; hvad der tilkommer dem, skal indsæt
tes i Overformynderiet, »thi ellers maatte man vente, at
de bleve en Last for Staden og deres Venner samt Tig
gere, saa længe de levede«. De gamle Forældre have
aabenbart haft mange Sorger; de skrive yderligere i Te
stamentet: »en af vore Døtre, navnlig Mette, var gift
med Sæbesyderen Hans Henrik Hansen, som nu begge
ere døde i Armod og har efterladt sig 9 ganske fattige
Born, som vi udi vores hoje Alderdom maa sorge for
deres Edukation med videre«. De have dog næppe boet
hos Bedsteforældrene. E t af Bornene, Datteren Margrete
(f. 1757), kom, da Bedstefaderen i 1777 blev Enkemand,
til Bryggergaarden for at styre Huset for ham.
Da Formue- og Kopskatten i 1743 blev paalagt og