—
124
—
Indpas i Næringen, som de to Bestemmelser skabte for dem, idet
Lauget indkom med et Andragende om Beskyttelse mod de Landboer
og Slagtere, der indførte Kød og Flæsk til Københavns Torv, men
Andragendet afvistes pure.
Inden vi forlader dette Tidsrum, skal blot lige nævnes to nye Skud
paa Slagternæringen. Det ene var Tilberedelsen af Svinekød »paa
fransk Maade«, som Franskmanden L. P. D u c 1o t i Februar 1828 fik
Bevilling paa, og som indledte en fuldstændig Revolution indenfor V ic-
tualiehandelen. Senere, i 1847, fik »den franske Svineslagter« B e a u -
v a i s en lignende Bevilling, og de Specialiteter, som disse franske
Slagtere fremstillede, kogt Oksetunge, Leverpostej, kold Beufsteg og
meget andet, var ukendte Lækkerier for Københavnerne, der dog snart
lærte at faa Smag herfor. At Lauget ikke saa med venlige Øjne paa
denne Konkurrence er let forstaaeligt, og Laugets Oldermand udbad
sig da ogsaa en Genpart af Beauvais’ Bevilling »for at erfare, i hvilket
Forhold hans Etablissement maatte staa til Laugets Interesse.«
Det andet nye Skud paa Næringen var Hesteslagtningen. Fra gam
mel Tid var det den danske Befolkning imod at spise Hestekød, men de
vanskelige Ernæringsforhold under Krigen mod England bragte Rege
ringen til at ønske denne Modvilje hævet, og ved Resolution af 20. Maj
1808 gaves Bestemmelser om Anlæg af Hesteslagterier og Udsalg af
Hestekød, idet man mente, at en offentlig Garanti for, at det Hestekød,
som blev falbudt, var sundt, maatte være Betingelsen for at udrydde
Almuens Fordom mod Nydelsen af det. 2. September 1869 hævedes
Bestemmelserne, idet Justitsministeriet erklærede Maalet for naaet, saa
at der ikke mere var nogen Grund til at opretholde Kontrollen. Dennes
Bestemmelser skal vi ikke her komme ind paa, da Hesteslagtning intet
har haft med Lauget at gøre udover, at den naturligvis frembød en ilde
set Konkurrence, ligesom en Hesteslagter aldrig har nydt en Okseslag
ters Agtelse, men kun hans dybeste Foragt.