76 / 427
67
samme havde han set Gamél staa for sig med en
Pose med hundredetusinde Kroner i, som han saa
forærede Sørensen, men nødig. Og Sørensen havde
været saa glad derover og aabnet Posen, men saa
var alle Kronerne forsvundne og der var ikke andet
tilbage end en Kaffepose med ægte Gamélsk Kaffe
grums i, og Sørensen havde saa ndstødt et Skrig af
Skuffelse og saa var baade han og jeg vaagnede.
Men da vi tænkte over den Drøm, saa huskede vi
paa, at baade Drømme og Kaffegrums har Spaadoms-
kraft og saa sagde jeg til Sørensen: „Hør Sørensen,
sagde jeg, det knnde egenlig være en baade nem og
behagelig Maade at tjene Penge paa“ , og den næste
Dag kjøbte jeg fire Pund Kaffe hos Gamél og siden
den Tid har baade Sørensen og jeg og Petrine og
Frits Grønbæk og Juliane og Jespersen, hendes Mand,
drukket den ene Kop Kaffe efter den anden baade
Nat og Dag. Men endnu har vi ikke fundet noget
og jeg er den eneste, der endnu kan holde ud.
Jespersen der er svagmavet, stakkels Mand, maatte
gaa til Sengs allerede den tredie Dag, saa faldt Frits
fra og derefter Sørensen og Juliane, Petrine holdt ud
en Dagstid endnu men har ikke lukket et Øje i fire
Døgn saa nervøs er hun bleven, men jeg giver mig
ikke endnu saa Gamél skal ikke glæde sig for tidlig.
Men er det for Pesten ikke gruligt med den Kaffer
krig og jeg er saa bange de udrydder Kafferne og
opsender hver Dag de mest brændende Kaffebønner,
som Fritz Grønbæk kalder det, for at de maa sejre,
men det varer vel længe inden vi hører noget fra dem,
da de bor helt dernede paa Khp, hvor man faar
Kapers og Kapuner fra men før Isen gaar væk og
Kapsejladsen begynder faar man vel ikke Noget videre
at høre derom, men De og jeg, søde Fru Schrøder,
véd nok hvem der vil være glade dersom Kafferne
gaar af med Sejren. Ja nu Farvel søde Fru Schrøder,
jeg maa hjem og tage fat paa Gamél igjen. Farvel.
Paa Vejentil Helgenglorien.
let var den fromme St. Ho l s t e i n ,
Han vandred’ sin Pilgrimsgang
Og frydede Vælgermassens
Øren hist ovre i Assens
Med Messe og Aftensang.
Skøndt ikke fro i sit Hjerte,
Han Fropræken holdt paa Fyn,
Fra Læben „bevingede Ord“ hen
fore som rullende Torden,
Og Tankerne glimted’ som Lyn:
„Og dersom en Højremand vælges,
Da vorder jeg gram og haard;
Den Stad, som vil ikke mig dyrke,
Skal ned i det yderste Mørke,
Hvor ingen Bane den faar!“
Men det var hint Sandhedsvidne,
Det skulde han inte ha’e sagt:
Mens „oplyste Vælgere“ stode
Forundred’ omkring ham og giode,
Gav Højre paa Talen Agt.
Thi da til Tinge han stævned’
I egen ædle „Person“,
Rev man den stakkels Blæsen-
Borggreve grusomt i Næsen
Hans uheldige „As s en s i on“.
Og det var den fromme Broder,
Til Forsvar han nødsaget blev,
Og viste sig her som en værdig
Fordums Ven af Al b e r t i,
Og som St. L o y o l a s Elev.
Han hævet var over Højres
Vidner i denne Sag,
Dem skolde man ikke ta’e ’et fra,
Og derfor gik trygt han fra’et a’
Uden Samvittighedsnag.
Den stakkels uskyldige Martyr 1
— Hin Bane, som Assens ej faar,
Er, trods dialektisk Færdighed,
Et Saar i hin Ledres Troværdighed,
Ja næsten et B a n e - S a a r !
Rebus.
%nkofm§