72 / 427
63
tages, især ønskes Vinterfrakker, selv om de ere
gaaede fra Foret, ligesom enhver Paletot modtages,
helst med Opgivelse af, hvilken Tot den har tilhørt,
ligefra Palle Tot til Per Tot.
6
) F o d t ø j , baade fra dem, der har væretpaa
Støvlerne, og fra dem, der er kommet paa Sokkerne,
dog modtages ikke de, der er altfor forsaalede,
ligesom umage Strømper stoppes.
7) Gode brugte Exemplarer af gamle Bøger.
Skolebøger kjøbes ikke. V e j v i s e r e n fra iflor tages
i Bytte mod den fra i Aar.
Abraham, Isak & Jacob.
Hatteeen, Fonline Vendekaabe,
Kaskjetmager.
Dame&krædderinde.
Horten Endelave,
Lappeskrædder.
Overlarnpepudserens Dagbog
fortsat af hans Datter.
O n s d a g d e n l"2 te .
«
M a n d sm o d
»
af S o p h u s
B a u d it z og
Sjan ettes B re lo p p
. Je g tænkte nok at der
vilde opgaa en Kvist af Ambrosius Stub og gid der var
Millioner paa
Kvisten-, Som
der næppe er, men kjent er
det alligevel; Og romantisk. Det gjorde mig for Resten
ondt for Jæ r n d o r f f , fordi han gaar fra et og bliver bange
for S o fu s P e t e r s e n ; Hvad man nok kan. Og jeg synes
Suffløren knnde gjerae bave hjulpet lidt mere paa ham;:
Fordi det var uhyggeligt at &e bam staa og stirre ned i
Snfflerhullet saalænge og ikke kunne hitte paa Repliken fer
Petersen er væk, Malle paastod, at Banditz ogsaa havde
skrevet
* B a n drik ker
»; Og at det lignede «Mandsmod».
Hvor de ogsaa drikker. Til den store Guldmedalje. Som
de dog ikke faar men Sjæfen har nok indstillet Bauditz hos
Krigsministeriet; Ti* at faa en Krigsmedalje,
fordi han
viser i Stykket at en Løjtnant ikke kan være bekjendt at
tage mod Ubehageligheder; Men trække fra Læ ret; Og
duellere. Petersen der var nede i Kjælderen for at arrangere
det med Duellen og være Sekondant, og slaa Sablerne mod
hinanden; Saa det klirrede; Siger, at det er egentlig ham
der leser Knuden og er Stykkets Deus Exmakina som er
det latinske Ord for en Maskinmester. Men kunde ikke
komme ud af at lade det hviske i Lindens Blade. Angaa-
ende Prebens Fejghed; Som han siger, de maaske kan
gjøre udenlands, men ikke bos os. Skendt da vi havde
L in d e her, blev der saamæn hvisket meget i Bladene;
Om B e r n e r . Men nu er vi ude af Øvelsen med Sligt
Petersen gik bagefter i Krumkagen og kom hjem sent og
gav Rosenkilde i Stykket inde i Sovekamret ganske livagtig,
Men han vidste ikke af det selv. —
Sjannettes B relo p p
gik saa som Andendagsbrelopp og kunde gjerne kaldes
•Ægtemands Mod« for det er det Olaf mangler; Heri,
ligesom Jærndorff i det forrige Mandsmod. Og Freken
Skov nattergalede saa det gjenled i hele Huset. Og det
blev som et Nattergalehus; Med Klap, Men hun og Olaf
dandsede ikke; Som i Sendags.
Melampe
eller
sn militær BegraveisesMstorie,
M ed
Tragisk Epos,
fkrevet:
cpaa Søen, maar den ikummer vred».
Sorgens Klagelyd og Graad
Jeg Rønner frem hver Jam be!
T ilgiv, om Sangen bliver vaad,
T h i
d ød
er
n u M
e l a m p e
I
H al Græd, i Hytte fom i Borg!
E r nogen Jammer værre?
Dens Herre bar nu Kammerforg,
For han er Kammerherre. -
Den Kammerherre var bekjendt
Blandt Ariftokratiet,
Som Chef for
2
det
Regiment
A f Felt-Artilleriet.
At slig en fornem Herres Hund
Maa dø, — det er faa tungt et
Forlis, at hans Foritand en Stund
Kan itaa paa Fryfepunktet.
Han kalder til fig næfte Dag
Tre Kommandérfergeanter,
Fortæller dem den hele Sag,
Og Sorgen fig forplanter.
H an bød. dem gjøre Alt i Stand,
Saa Moppen blev anftændig
Begravet og en Bedemand
Slet ikke blev nødvendig.
Som Sørgemarikalk mødte da
En Stabsfergeant, og trende
Konftabler mødte ogfaa, — ja
En Færfelsvogn og tvende
Par Heite, forte fom et Kul,
Var ogfaa bleven tilfagt:
M e l a m p e ikal nu i fit Hul, —*
«Frit baaren ned og tilbragt».
T il Kammerherrens Have fom
Skal gjemme Hundens Refter,
Omlider Sørgeikaren kom,.
Dog var der ingen Præfter,
Og da M e l a m p e s Grav er *klar»
Den fænkes ned i Graven,
Saa Kammerherren fiedfe har
E t H undehul i Haven.
T avs Riller jeg min Lyre hen1
Nu er den floromvunden
1
M e l a m p e faar vi ej igjen, —
I Hundene gik Hunden.
En TrøR vi har, idet den
der
Og ofrer Livets G od er:
At den med militær Honnør
Er
gaaet
i fin Moder,