67 / 427
58
Civilisation og Barbari.
/ " > >
r 7
r' \\
\
3
/7
F ra Tyikland, hvor Nutidskulturen har
Sit Højdepunkt naaet,
V i nylig en ufminket, ren og . klar
Beiked har faaet.
«D
e r
G
r e j s e
»
tog Ordet. Medlidende
flo g
Hans ædle Hjerte.
Han Sønderjyderne derved betog
U v i s h e d e n s Smerte.
Uvisheden knugede Folket til Jord
Og Iammed’ dets Kræfter.
— Nu har det en Kejfers medlidende Ord
A t rette
flg
efter.
O , ftakkels barbariike Smaafolk, fom gaar
Omkring i Uvidenhed 1
Nu véd I dog , hvad en Kulturftat forftaar
Ved fand Medlidenhed 1
Du
« e d l e r G r e j s e » ! følg
Hjertets Trang
Og bliv faadan kun flittig ved,
S aa land er du n o k ho s H a d e s en G ang
Med
en
god
S am v ittig h e d .
Med din Bevidsthed en Fyrfte kan
Gaa trygt i fin Kifte,
Og det er umuligt, hans Folk og Land
Sin Gudsfrygt kan mifte! —
— En «æret Samtidig», Hr.
J o h n B u l l ,
Sig ikke fornægter;
A f fin ftore Misfion ér endnu han fuld
Som Traktatforfægter.
Splinten i Kabul-Emirens Blik
Den vogted han nøje paa,
Men den p o m m e r f k e Bjælke i Tyikland fik
Han flet ikke Øje paa.
Til beaconsfieldik-bismarkik Kulturkamp han gaar,
Og færdig han flux er;
A f Heltemod altid hans Hjerte flaar
I hans Wellingtonsbuxer.
For Tiden han fes fom Kulturmissionær
Blandt Hottentotterne,
—- Des værre er han dernede i Færd
Med at gaa til Rotterne.
D e vil ikke ha’e noget med faadan en Slags
Kul-Turifter at ikafife,
Men figer: «John Bull, nu ikal du ftrax
Faa Zulu-Kaffe!»
Saa banked’ de ham uden mindfte Refpekt;
Og ingen kan nægte,
A t Britten fig ftod fom en Thevands-Knægt
Mellem Kaffe-Knægte.
Den glubende Haleneger, fom bor
I Afrikas Stater,
Har fagtens aldrig havt fynderlig ftor
Refpekt for Traktater.
Man figer om ham , at han brød hver Pagt
Troløft og uredeligt
Og har brugt fin notoriike Overmagt
A lt andet end fredeligt.
D o g blæfe være med fligt Lapperi’:
V i Kulturftater fe, hvor
Man ikke er e t Haar bedre heri,
End fige — tre Haar!
ære Puncf)!
Maa jeg henlede din
Opmærksomhed paa et inter
essant Faktum
,
nemlig et
a f Undertegnede opdaget ty
deligt Spor til en forestaa-
ende Revolution inden for
Malerkunstens Omraade. Det
kunde vel forudses
,
at den
store Udstilling i Paris ikke
vilde undlade at øve nogen Virkning paa, vor
Kunsts Udvikling herhjemme, men Faa have dog
vistnok drømt om
,
at denne Udvikling skulde gaa
for sig med saadanne Kæmpeskridt
,
at vi allerede
nu maa siges at være paa Vej til at faa en ganske
ny og selvstændig Malerskole her hjemme
,
hvis
Slagord rimeligvis vil blive
„F rem ti d m a le r ie t* i
Det er nemlig Foreningel, „ F r e m t i d e n
*,
der
maaske i Forbindelse med Redaktionen a f „Da g en s,
Ny h e d e r * maa siges at være Bærerne a f denne
betydningsfulde Æ ra
,
hvis fornemste Kjendetegn
maa søges i Bestræbelsen for at virke paa Tilsku
ernes Kunstsans ved Hjælp a f Masserne. Jeg har