S_Punch_1879

Dagbladet hvad der nok ikke hører saamegettil, som

at blive Elev ved Theatret, hvor de selv skal gjøre

Alt det, som de i Dagbladet blot behøver at skrive

om. Men det er ikke ham, der skrev det om Fa

milien Forsjangbolt, for saa vidt er han desto værre

endnu ikke kommen, og saa er det sandt søde Fru

Schrøder, der var en Ting jeg vilde tale med Dem om.

Er De ganske sikker paa at Deres Pige er Dem tro?

For min Stine, der er hendes Bysbarn fortalte mig

forleden Dag, at Deres Pige havde talt ondt om Dem

og sagt, at De var saa gjerrig, at De ikke undte

hende den Mad hun kunde spise og kun gav hende

varm Mad hveranden Dag, og selv om det var sandt,

synes jeg dog det er et stærkt Stykke af saadan en

Tøs at rende om i Byen og sladre om sit Herskab,

og naturligvis er det ikke min Mening at De skal

gjøre hende nogen Fortræd derfor, men jeg synes

det var min Pligt som Deres Yeninde, og det er jeg

ved Gud søde Fru Schrøder, at have mine Øjne med

mig og passe paa at Deres Tyende ikke fører Sladder

ora sit Herskab, saa i Deres Sted vilde jeg rigtignok

sige hende op lige paa Stedet, men det kan De jo

gjøre som De selv synes, for det kunde naturligvis

aldrig falde mig ind at blande mig i Deres huslige

Affærer, det er en Ting som jeg hader, og det sagde

jeg ogsaa til Juliane forleden Dag da hun bad mig

hjælpe sig at sy Betræk til hendes Dagligstuestole.

„Nej, mit Barn, sagde jeg, din Mand skal ikke

kunde sige, at hans Svigermoder blander sig i hans

Ting og giver sig af med at betrække hans Møbler.

Betræk Du dem selv søde Juliane, saa kan jeg ime

dens sy paa mit Bazartæppe“ — Gud det er sandt

jeg skal hen og kjøbe Uldgarn , saa Farvel søde Fru

Schrøder og mange Tak for Kaffe..

Overlampepudserens Dagbog

fortsat af hans Latter.

K anariefuglen

Sivertsens Døttre

paa F o l k e t e a t r e t

Som jeg godt forstod, at Kanariefuglen var Fru Borchse-

nius, som var i lysegul Kjole og Fru Beriing var den

anden F ugl; Og en Dompap. Og dersom jeg ikke havde

vidst, at hun ligesom Berlingske er kongelig priviligeret

Skuespillerinde, vilde jeg ikke have kunnet forstaa, hvorfor

de klappede ad hende; F ra de Bagerste Bænke. Som

Petersen bagefter forklarede m ig; sigende; «Det kommer

a, Severine, a Du ikke har lagt tilborli Vægt aa Eftertr'øk-

kelihed paa

sidde Dig ind i E istaarien aa Generalogiens

aa Myttaalaagiens Mysteviummer, fordi Du ellers vilde vide,

a V a t nedstammer i lige Langelinie fra en Underkonge i

gamle Danmark, som hedte H a r a ld K la k , aa har arvet

etter ham none Vasaller, som kaldes Klakører, aa som han

forserrer aa gier fri Kaamedie aa saa viser de ham en

lille Villihed bagefter begribelivis.»

Som jeg ikke rigtig

forstod, hvad Petersen mente med, fordi jeg er endnu

saa uerfaren og naiv; I de Dele. Men Sivertsens Dottre

havde jeg ondt af, især af den yngste; Som hed Helga;

Og havde lange Piske;

Men førte Dagbog ligesom jeg,

hvad Kolling forbød hende og lod hende koge Kartofler i

Stedet; Som var grusomt, og jeg kan nok forstaa Kolling

ikke kunde blive hos os;

Naar han ikke har mere Sans

for Konsten og Litterratturen; Som er det Højeste; Hvad

der gjorde mig Ondt, fordi han ser saa rar ud; Alligevel.

Doktor S ta a l

paa K a s in o . Je g havde Malle Knalle-

rnp derude for at se, hvordan det gik, og hun kom saa

forgrint over Vittighederne; Og Branderne. Og sagde, at

det var især morsomt at se Mantzius kurere paa de Andre -,

Som de knnde trænge tiL

Og saa sagde hun, at skøndt

Publikum slet ikke var af Sten, slog Staal dog Gnister af

dem hele Tiden. For Malle siger ogsaa Brandere; Men

med Maade.

Og det morsomste sagde hun var, at det

foregik hos Ranch, men man saa ikke Noget til Ubret ;

Som var udenfor.

Men nu er jeg søvnig og vil gaa i

Seng

fremme om Frøken Skovs Sang og at jeg ogsaa

maa blive berømt

og en

Stjerne; Som hun.

Men Malle

drømmer vist om Sangenberg.

S ø n d a g d. 9 d e F e b r u a r . S

jannettes B ro lo p

■„ Det

har været en slem Uge at komme igjennem,

begrundet i

mange rede Plakater og ingen red

Legte.

Og der

gaaet en Mængde Klister med der til, men er jo

al Tid

fornøjeligt, at se paa Gadehjernerne,

formedelst-

Afvexlin-

gen; I Farverne. Men det vår en

urolig

Tid;

Med Sgæn-

ding og Malle; Der er Digterinde

lavede følgende Vers:

Vor gamle Sjæf han lioldt en Støj

Paa Grund af denne Krife,

A f CiSTTl fik vi «Lamperøg»

Og mangled’ ogfaa

P r ic e !

En «Poftillon* i Frakke rød —

Paa hvid Plakat han var faa fø d ;

Han blæfte, Han blælte —

«Ja gu blæste

han,»

sa’e Petersen; Der kom ind i

det

Samme,

«Aa han blæste helt væk,

saa det er ikke

værdt a gjere Blæst dera, formedelst nu er Skram osse

daarli. Hvorfor vimaatto give Solglimt aa Vaarluft. Uag

tet »der var Vinter i vor Hjerte»;

Som Malle citerede;

Efter Holst. Men til

Lykke

holdt Komandanten

ué

fordi

han

havde Mands Mod og i Aften stod Breloppet med

fnldt Orchester, og

hvori Freken

Skov

overvandt Olafs

Betænkeligheder. Og Publikums med.

dersom Brøl-

oppet kommer til at gaa

fem

tyve

Gange,

skal

det

hedde Sjannettes Sølvbrølop; Fordi det giver Selv;

Kassen. Hvad det neppe gier.