101 / 239
DET KGL. TEATER I EN BRYDN INGST ID
Modtagelsen af
William Bloch’s Lygtemænd oktober 1875
AF ELIN RASK
Tilskuerens rettigheder og pligter
Hvilken stilling indtager et teater, der kalder sig kongeligt, men reelt
tilhører alle landets indbyggere, et teater med repertoireforpligtelser
og repertoiremonopol? Spørgsmålet forekommer måske ikke påtræn
gende idag, men i en periode, hvor nationalscenen er en dominerende
underholdningsfaktor og centralt placeret i henseende til kunstne
risk formidling, kan modstandere af Det kgl. Teaters repertoirepolitik
blot foreslå de utilfredse få teateraltemativer og iøvrigt rette kritikken
mod teatrets ledelse. I de fleste tilfælde ytres kritikken på prent, men
den placeres undertiden mere direkte og højrøstet på selve tilskuer
pladsen. Det sidste var ofte tilfældet i første halvdel af forrige århun
drede, før privatteatre som Casino og Folketeatret, senere tillige Dag-
marteatret slog dørene op.
Allerede et år efter indvielsen af Vilhelm Dahlerup og Ove Peter
sens nye teaterbygning i oktober 1874 blev dog påny udkæmpet en
afgørende dyst i Det kgl. Teaters tilskuerrum. Baggrunden for de
voldsomme reaktioner var bl.a. utilfredshed på arbejderbevægelsens
fløj, hvor socialismens nye og aktivt kæmpende ledere følte sig foru
lempede ved nationalscenens repertoirevalg. Det var dog ikke alene
arbejderbevægelsens folk, der var utilfredse. Også i akademikerkredse,
specielt i den kreds af yngre akademikere, der gjorde sig til talsmænd
for »den frie tanke«, måtte det vække uvilje, at et skuespil tilsyne
ladende beskæftigede sig med aktuelle samfundsmæssige problemer
og dog mundede ud til fordel for den bestående samfundsorden og
det lille kompromis.
Hvad hed da den forestilling, som i oktober 1875 formåede at brin
ge gemytterne i kog? Forestillingen hed Lygtemænd, og forfatter var
den unge cand. jur. William Bloch - 6 år senere Det kgl. Teaters in
struktør og Holberg-fomyer. Hvad angår materiale til belysning af fo