![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0215.jpg)
214
STEFFEN LINVALD
af den nedrevne ejendom på hjørnet af Sølvgade og Adelgade 93 og
en inskription »d. 9de Januar 1859«; på den anden en gengivelse
af ejendommene Nyhavn 14 - 16 og inskriptionen »d. 9de Januar
1884«. Vaserne, der var udstillet på museets udstilling af »Køben
havnske prospekter på Kongelig Porcelain« som nr. 84, oplyser mu
seumsinspektør John Erichsen i det af ham udarbejdede katalog, er
utvivlsomt en sølvbryllupsgave til grosserer C. J. Rerup og hustru,
der i 1859 boede Adelgade 95 og i 1884 ejede og beboede de to
ejendomme i Nyhavn. Når det ikke er Adelgade 95, der er afbildet
på prospektet men derimod nr. 93, antager Erichsen, det skyldes, at
Rerups har boet i nr. 95, og at hans høkerforretning har ligget i
nr. 93. Begge prospekter er malt af Emil Ohrt, og det oplyses i porce-
lainsfabrikens ordrebog fra 1883, at ejendommen i Adelgade er malt
efter »medfølgende fotografi«.
Den tredie vase, museet har fået, er udgået fra Bing & Grøndahls
fabrik og har et prospekt af Landemærket 6 -10 . I nr. 8, der ses på
billedet, havde tobaksfabrikant, grosserer E. Jensen cigarforretning,
og indskriften på bagsiden tyder stærkt på, at vasen er skænket ham
og hans hustru som en »Venlig Erindring paa Sølvbryllupsdagen d:
2¿e April 1883«.
Som gave er modtaget en meget smuk og stor lågpokal af glas, der
sandsynligvis er udført på Haddelunds glasværk som efterligning af
en Nostetangen pokal. Den er prydet med monogrammet H .F.K ., der
henviser til forlængst afdøde politiinspektør Henrik Frederik Korn
(1844 -95 ), der fik den overrakt som gave ved sit 25 års jubilæum
den 16. december 1892 af »det kvindelige Opsyn i Kjøbenhavns ci
vile Arresthus . . .«, som en indskrift på bagsiden oplyser. Om den
agtelse, Korn nød indenfor politiet, vidner også en anden jubilæums
gave, en sortlakeret stok med elfenbenshåndtag, som funktionærerne
i Christianshavns arresthus forærede ham. Det vakte derfor stor op
sigt, da Korn tre år senere den 25. marts 1895 begik selvmord, og
der i den anledning opstod nogle rygter om, at hans tragiske død
skulle skyldes, at han som chef for sædelighedspolitiet havde modtaget
penge af bordelindehavere for at have skaffet dem særlig udvalgte
kvinder. Ved den undersøgelse, der blev iværksat, viste det sig imid
lertid, at rygterne var grundløse, og at årsagen til hans død var van
skelige personlige forhold og sygdom i forbindelse med overanstren