15 / 448
12
Bestræbelserne for at skaffe Sygekasserne fælles Læger, særlig i F o r s ta d s k v a r
tererne, mødte adskillige Vanskeligheder. De enkelte Læger i disse D istrikter, som
ønskede at træde i Forbindelse med Sygekasserne, foretrak at virke for en enkelt
eller ganske faa Svgekasser fremfor at virke under de højst forskellige Reglei, som
fandtes inden for de enkelte Sygekasser. Nogle Sygekasser optog saaledes kun
Medlemmer efter Lægeundersøgelse, andre uden saadan, nogle optog k un Mænd
og dette saaledes, at Hustruen havde Ret til Lægehjælp, naar Manden var Medlem,
andre optog baade Mænd og gifte og ugifte Kvinder, i nogle Kasser maatte M ed
lemmerne selv betale for Medicin, i andre blev denne helt eller delvis betalt a f
Kassen.
Desuden var Aldersgrænsen for Optagelse saavel nedad som opad højst
forskellig. Disse Forskelligheder i Sygekassernes V irkemaade forlangte Læg ern e
ophævede for i større Udstrækning at gaa med til at lade samme Læg e virk e inden
for flere Kasser.
En andan Fordring, som rejstes jævnsides hermed fra Læg ernes Side, v a r
Kravet om ensartet og forhøjet Honorar. Det almindelige Honorar a f 4 Kr. aarlig
for en Familie, 2 Kr. for et enkelt Medlem betaltes langt fra a f alle. I nogle Kasser
kunde det være lavere, adskillige Medlemmer betalte selv et personligt T illæ g hertil.
I Maj 1887 forlangte Lægerne da en fast Betaling a f 10 Kr. aarlig pr. F am ilie ,
5 Kr. for enkelt Medlem og henviser som Støtte herfor til, at der i S y g e k a sse rn e
findes adskillige velstillede Medlemmer, som uden Van skelighed vil være i Stand
til at betale dette Honorar. Forhandlingerne om dette Krav førtes nu i kke med
de enkelte Læger, men med de nydannede Sammenslutninger a f Læger, idet disse
først kredsvis, senere for hele Byen, havde dannet Foreninger til Varetagelsen a f
Standens Interesser.
Sygekassernes slette økonomiske Forhold gjorde det umuligt for Kasserne at
opfylde Lægernes Ønsker. Man henviste fra de førstes Side til det nød vend ige i,
at Staten traadte hjælpende til for at a fholde saadanne Udgifter. Det b lev da fore
løbig en fælles Opgave for Læger og Sygekasser at vækk e den fornødne Forstaaelse
a f og Interesse for Statens Forpligtelse paa dette Omraade. F ø r disse Bestræbelser
havde ført til et praktisk Resultat, havde Vesterbro og Frederiksberg Lægefo ren ing,
med senere Tilslutning fra andre Lægers Side, i 1890 vedtaget ikk e at ind g aa n ye
Overenskomster om Lægetilsyn med Sygekassemedlemmer for et m ind re Hono ra r
end
6
Kr. pr. Familie, 3 Kr. pr. Medlem. Skønt de bestaaende O v e re n sk om ste r
mellem Læger og Sygekasser om Honoraret ikke berørtes heraf, var dog B egynd elsen
gjoit til den almindelige Forhøjelse a f dette, som fandt Sted efter S y g e k a sse lo v en s
Vedtagelse i 1892.
Ved denne Lov, som gjorde Statstilskud til Sygekasserne a fhæng igt af, at disse
opfyldte a isse ensartede Fordringer, blev det Grundlag skabt, som gjorde det
muligt at opfylde Lægernes Ønske om Ensartethed i S ygekassernes V irk em a ad e
og højere Honorar for Lægegerningen. Dette blev ansat til de anførte
6
og
3
Kr.
for samtlige Sygekasser. Efter denne Forandring, og efter at S y gekasserne ved at
ændre deres Vedtægter i Overensstemmelse med de Fordringer, der opstilledes i
ovennævnte Lov, var kommet til at virke efter saa godt som ligelydende Regler,
har man da ogsaa set, baade at Lægerne i stor Udstrækning h a r
1
søgt V irk s om h e d
indenlor Sygekasserne, og at de enkelte Læger har været særdeles im ø d e k omm en d e